Kan man godt lide biler, er der ikke meget, der slår følelsen af at få en ny bil og køre en tur i den firehjulede.
For en 54-årig mand, der for nyligt havde købt ny bil, endte en køretur torsdag 22. oktober dog med alt andet end smil på læben.
Manden kom kørende på Marselis Boulevard i Aarhus om morgenen torsdag, da han blev standset en af patrulje fra Østjyllands Politi, fordi han kørte uden sele og sad med sin mobiltelefon ved øret. Men det skulle blive meget værre for manden.
Mange bilister begår denne fejl: - Det skaber farlige situationer
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten fra det pågældende døgn.
Da patruljen bad om bilistens kørekort, måtte han erkende, at han ikke havde et. Efter et tjek med vagtcentralen fandt betjentene ud af, at det var tredje gang inden for kort tid, at han blev taget i at køre bil, selvom han er frakendt kørekortet, og hans bil blev derfor beslaglagt med henblik på konfiskation.
Derudover blev han sigtet for at køre uden førerret.
- Bilisten var noget ærgerlig, da han netop i sidste uge havde købt bilen, men han ønskede umiddelbart ikke at gå videre med konfiskationen i retten, skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.