Kør som kongen: Elvis' biler skal på auktion

To biler og en motorcykel, der har tilhørt kongen af rock and roll, skal på auktion til august

Rockstjernen Elvis Presley ejede mange eksklusive biler gennem sit liv. Det blev blandt andet til flere Lincoln Continental - her er det hans cabriolet, der sidste år nåede til Memphis Mansion i Randers. Foto: Claus Bonnerup
Rockstjernen Elvis Presley ejede mange eksklusive biler gennem sit liv. Det blev blandt andet til flere Lincoln Continental - her er det hans cabriolet, der sidste år nåede til Memphis Mansion i Randers. Foto: Claus Bonnerup

Du har købt pladerne, set filmene og måske endda investeret i et lædersæt a la det, Elvis Presley havde på under sin legendariske 'comeback'-koncert i 1968. Men der mangler alligevel lige det sidste, hvis Elvis-drømmen skal leves fuldt ud.

Udover musik, film og godt udseende gjorde Memphis-musikeren sig nemlig også bemærket for sine køretøjer. Han ejede mange og ofte opulente eksemplarer, og snart bliver det muligt at sætte sig i samme sæde som kongen af rock and roll.

31. august sender auktionshuset GWS Auctions tre af Presleys tidligere køretøjer under hammeren på en auktion, der er døbt Artifacts of Hollywood.

Det skriver nyhedsbureauet Associated Press.

Kørte selv sin limo
Auktionen vil blandt andet give en heldig køber mulighed for at supplere lædersættet med dertilhørende Harley Davidson. Motorcyklen er en FLH 1200 Electra Glide-model fra 1976, der ifølge AP skulle være den absolut sidste, Elvis Presley købte i sit liv.

Elvis-kendere vil allerede nu have regnet ud, at han ikke nåede at køre mange år på den. Historien melder ikke noget om, hvor mange kilometer, motorcyklen har trillet, men Elvis Presley solgte den i 1977 - bare tre måneder før sin død.

Siden 1980'erne har den angiveligt resideret på et museum i South Dakota.

Artiklen fortsætter under opslaget ...

Flere kilometer kørte han muligvis i den hvide Lincoln Continental limousine fra 1973, der også skal under hammeren 31. august. Auktionshuset hævder, at Elvis Presley ofte blev set køre rundt i bilen i hjembyen Memphis, og der findes endda pressebilleder af rockmusikeren bag rattet.

Foretrækker man i stedet at lade sig transportere rundt på limousinens bagsæde, vil man blandt andet kunne gøre brug af et tidstypisk TV, skriver Associated Press.

Til gengæld melder historien ikke noget om bilens liv fra Presleys død og frem til i dag.

Se også: Stor samling: Sjældne og skæve klassikere skal på auktion

En pickup fra Circle G Ranch
Den sidste bil på auktionslisten, der har tilhørt Elvis Presley, emmer ikke helt så meget af rockstjerne som de to første. Den har nemlig ageret arbejdsbil på det landsted i Mississippi, som Presley ejede i en årrække: Circle G Ranch.

Her rådede han over knap 66 hektar, og det krævede mere praktiske køretøjer, end musikeren ellers foretrak. Derfor købte han i 1967 tre GMC pickupper, hvoraf den ene nu skal under hammeren. Pickupperne blev dog tilsyneladende kun brugt på landstedet i to år, inden de ifølge AP blev leveret tilbage til forhandleren, der havde solgt dem fra ny.

Den auktionsklare bil er siden blevet gennemrestaureret, skriver nyhedsbureaet.

GWS Auctions har ikke offentliggjort, hvad de tre køretøjer er vurderet til at indbringe 31. august. På auktionen vil der også blive solgt ejendele, der har tilhørt kendisser som James Dean, Steve McQueen og Marilyn Monroe.

Se også: Har stået stille i 13 år: Nu kan en ny ejer køre superbilen til

7 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere