Kørende sladrehanke får kniven: P-vagter må cykle

I knap to år har Københavns Kommune brugt tre specielle varebiler til at finde parkeringssyndere, men de virkede aldrig optimalt

Bilerne skal erstattes med tjenestecykler og håndholdte scannere, som har vist sig at fungere godt. Foto: Linda Johansen
Bilerne skal erstattes med tjenestecykler og håndholdte scannere, som har vist sig at fungere godt. Foto: Linda Johansen

Tre hvide VW Caddy varebiler har de seneste to år været ulovligt parkerede bilers værste mareridt.

De har kørt de københavnske parkeringspladser tynde, sneget sig frem mellem rækkerne af biler og undersøgt hver og en nummerplade, de kom i nærheden af. Ombord har de nemlig haft en scanner designet til at opsnuse de biler, hvis ejermænd manglede at betale for parkering, og give beskeden videre til parkeringsvagten.

Men nu er det slut for de rullende sladrehanke. Københavns Kommune har besluttet at skrotte projektet, fordi teknologien var for dyr, for dårligt fungerende og effekten for lille. Det skriver Version2.

Vognpark på slankekur
Undervejs har det vist sig, at scannersystemet krævede kalibrering oftere end forventet, og at databasen, som bilerne søgte i, havde for få kræfter til at håndtere de mange nummerplader.

Selv om sidstnævnte blev løst, var det angiveligt ikke nok til at ændre varebilernes skæbne.

- Teknologien er aldrig kommet til at virke optimalt, så vi får ganske enkelt ikke nok udbytte ud af bilerne i forhold til, hvad det kræver af ressourcer at holde dem i drift. Derfor har vi valgt at droppe scannerbilerne permanent, siger centerchef Jes Øksnebjerg til Version2.

Mediet skriver, at de tre hvide sladrehanke afskaffes sammen med flere andre biler, som de københavnske p-vagter har benyttet sig af i jagten på parkeringssyndere.

Se også: Klumper i strømmen: Softwarefejl forsinker hypet luksus-elbil

Cyklende p-vagter får scannere
I stedet er der blevet indkøbt tjenestecykler til vagterne, så de stadig kan komme hurtigt rundt i hovedstaden. Og noget tyder på, de cyklende p-vagter godt kan kandidere til at overtage varebilernes rolle i føromtalte mareridt.

Ud over ringeklokke, kæde og pedaler bliver de nemlig udstyret med en håndholdt scanner, så de også i fremtiden kan opsnuse de ulovligt parkerede biler.

De håndholdte scannere har modsat varebilerne vist sig at fungere godt. Ifølge Version2 er de en del af grunden til, at det sidste år lykkedes Københavns Kommune at udstede stort set samme antal parkeringsafgifter som tidligere år, til trods for at medarbejderstaben blev 24 mand mindre.

Kommunen forventer derfor heller ikke, at afskedigelsen af de tre VW Caddy varebiler vil få betydning for antallet af afgifter, der ryger gennem vagternes maskiner.

Se også: Findes selvkørende biler? 7 ud af 10 kender ikke svaret

59 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere