Kører du på ferie? Så risikerer du at ramme tysk kø-kaos

Tyske myndigheder udfører stort vejarbejde på en af ferietrafikkens vigtigste veje lige syd for grænsen

Hør mere her (Video: Flensborg Avis)

Hvis du er én af dem, der tænker, at det er smart at køre på ferie allerede i aften fredag d. 23. juni for at undgå den værste trafik lørdag, skal du være opmærksom på, at de tyske trafikmyndigheder kl. 17 går i gang med et større vejarbejde.

Myndighederne skal lægge ny asfalt på vejbanen på Autobahn A7, som er en af de mest benyttede motorveje af danske ferietrafikanter, og som går tværs ned gennem Tyskland.

- I denne weekend spærrer vi motorvejen A7, men kun i sydgående retning mod Hamborg mellem Schuby og Jagel, siger Karl-Heinz Roos, leder af delstatens anlægsafdeling, til Flensborg Avis.

- Det bedste er at køre langt udenom. For eksempel over Tønder, Nibøl, Husum, Heide og Pinneberg, lyder rådet fra Karl-Heinz Roos til Flensborg Avis.

Vejarbejdet vil stå på fra fredag eftermiddag d. 23. juni kl. 17.00 til søndag d. 25. juni kl. 21.00 - helt præcist mellem Slesvig Schuby og Slesvig-Jagel.

Se også: Så store bøder kan du risikere på bilferien

Risiko for kødannelse
De tyske myndigheder sørger for at lede trafikken uden om vejarbejdet ad en skiltet rute, men samtidig advarer de mod risikoen for, at der dannes køer. De anbefaler, at man kører over Husum ad landevejene B200 fra Flensborg og B5, som løber over i Autobahn A23, inden man så igen kan komme på Autobahn A7 lige nord for Hamborg.

Men faktisk er vejarbejdet ikke den eneste grund til, at feriebilister med fordel kan pakke tålmodighed med i bagagen.

I år kan bilister nemlig forvente længere rejsetid end normalt ved den dansk-tyske grænse - særligt i weekender, oplyser Vejdirektoratet.

Ud over den nuværende grænsekontrol er der i anledningen af G20-topmødet i Hamburg 7. juli også kommet en midlertidig grænsekontrol for bilister fra Danmark til Tyskland.

- Sidste år så vi, at der var opstod betydelige kødannelser, når bilister skulle tilbage fra Tyskland til Danmark. I år kan vi også forvente kø ved grænsen, når danskerne kører til Tyskland, siger Mette Nedergaard, vagthavende i Trafikcentret i Vejdirektoratet.

- Det betyder, at der kan være op mod 30 minutters ventetid for at komme over grænsen, siger hun.

Den midlertidige grænsekontrol fortsætter frem til 11. juli.

Se også: Her er den brugte bil danskerne helst vil have

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere