Kører du på skiferie? Dette skal du passe særligt meget på

De mindste stenslag i forruden bliver nemt til revner, når skidestinationernes lave temperaturer rammer bilruderne

Et mindre stenslag kan i hård frost hurtigt udvikle sig til en stor revne. Foto: Kasper Løftgaard
Et mindre stenslag kan i hård frost hurtigt udvikle sig til en stor revne. Foto: Kasper Løftgaard

Hvad der kan ligne et uskyldigt stenslag i bilens forrude, kan på kør-selv-skiferien ende som en stor revne. Årsagen er, at de kolde temperaturer i skisportsområderne kan resultere i en dyr ekstraregning for bilejerne. Selv de mindste stenslag i din bils forrude kan nemlig udvikle sig til store revner i kulden.

Det oplyser Carglass i en pressemeddelelse.

- Ved temperaturskift kan glas bevæge og udvide sig, og derfor kan et lille brud i din bils forrude hurtigt udvikle sig til en alvorlig revne. Jo større og hurtigere temperaturudsving glasset udsættes for, jo hårdere er det ved ruden, fortæller Carina Bukkehave, der er direktør hos Carglass.

- Efter en kold nat, hvor forruden er frosset til, er det jo kun naturligt at skrue helt op for varmen og blæse den varme luft op på ruden, men er der bare et lille stenslag, kan det altså nemt få ruden til at revne - så tjek ruden, inden du begiver dig afsted, siger hun.

Se også: Danskernes biler skal undersøges: - En uheldig udvikling

Gennemsnitligt drager over 200.000 borgere ifølge Danmarks Statistik på skiferie i februar. Tidligere undersøgelser har vist, at omkring to ud af tre vælger bilen som transportmiddel til skidestinationen.

Hvert eneste år kan Carglass registrere en markant stigning i antallet af forrudeskift i vintermånederne, som de mener kan forklares med de kolde temperaturer.

Må ikke hæmme
Hvis et stenslag eller en revne i bilens forrude hæmmer førerens udsyn, kan bilen ikke gå gennem syn.

- En tommelfingerregel er, at både revner, misfarvninger og stenslag anses som fejl, hvis de hæmmer udsynet, uanset hvor på ruden skaden er. I praksis er det op til den enkelte synsmand at vurdere, om en skade hæmmer udsynet. I udgangspunktet kan stenslag, der ikke er større end en tokrone, repareres, siger Carina Bukkehave.

Hos FDM anbefaler de også, at man får taget hånd om et stenslag, når det er opstået.

- Et ærgerligt stenslag behøver ikke altid være lig med udskiftning af en rude. Får du repareret et stenslag med det samme, kan du mindske risikoen for, at skaden udvikler sig, eksempelvis ved at en revne ’løber’, og dermed forlænge rudens levetid. Får du et stenslag, kan det være en god idé at sætte et ’rudeplaster’ på stedet. Det gør, at der ikke kommer vand eller snavs ned i skaden, skriver FDM på sin hjemmeside.

Se også: Gør du dette ved bilen om morgenen? Det kan ødelægge forruden

2 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere