Komiker i bitter strid over falsk Porsche

Jerry Seinfeld samler på Porsche-modeller, men solgte i 2016 en af de sjældne i samlingen. Den har nu vist sig muligvis at være en forfalskning

Komikeren solgte den sjælden udgave af den klassiske Porsche 356 for halvanden mio. dollar. Foto: Porsche
Komikeren solgte den sjælden udgave af den klassiske Porsche 356 for halvanden mio. dollar. Foto: Porsche

Den verdenskendte komiker Jerry Seinfeld er endt i et bittert slagsmål over en knap 10 mio. kroner dyr veteranbil.

Seinfeld har således sagsøgt European Collectibles, der restaurerer, certificerer og sælger samlerbiler. Centrum for sagen er en Porsche fra 1958 af modellen 356 A 1500 GS/GT Carrera Speedster.

En klassiker af en bil, som komikeren købte i 2013 og solgte videre i 2016 for halvanden millioner dollar. Siden har det vist sig, at bilen formentlig ikke er den ægte vare, og at certificeringen er falsk.

Køberen har lagt sag an mod Jerry Seinfeld, der til gengæld har lagt sag an mod European Collectibles. Det oplyser hans advokat, Orin Snyder:

-  Jerry kan ikke holdes ansvarlig i denne sag, men han ønsker at gøre det rigtige ved at holde European Collectibles ansvarlige for deres egne autenticitetscertifikater og lade en domstol nå frem til et retfærdigt resultat, siger han ifølge AP.

Samler på Porscher
Den succesfulde komiker vælter sig i smukke biler. Han ejer angiveligt en af USA’s mest værdifulde bilsamlinger med flere end 150 køretøjer og har tilsyneladende en forkærlighed for Porsche-modeller.

På et tidspunkt indeholdt samlingen ikke færre end 46 klassiske Porsche-modeller, hvilket gør blot denne del af garagen til en af de største Porsche-samlinger i verden.

Bilerne opbevarer han i en tre-etagers underjordisk garage midt på Manhattan, hvorfra han engang imellem vælger en ud og viser den frem i tv-programmet 'Comedians in Cars Getting Coffee'.

Som det fremgår af teksten i søgsmålet, lider han altså ingen økonomisk nød:

- Hr. Seinfeld, som er en meget succesfuld komiker, har ikke behov for at supplere sin indkomst ved at bygge og sælge falske sportsbiler, står der blandt andet.

Se også: Bondefanget: Brugte klassikere til at lænse bilkøbere

'Svigagtige metoder'
Ifølge Jerry Seinfelds advokater stolede komikeren på de certifikater, som European Collectibles leverede, da han oprindeligt købte bilen af dem i 2013.

Formålet med at sagsøge forhandleren er ifølge søgsmålet at 'afsløre, i hvilket omfang European Collectibles benytter svigagtige metoder i forbindelse med deres restaurering og salg af klassiske biler'.

European Collectibles har i skrivende stund ikke kommenteret på sagen.

Se også: Schweiz konfiskerer 25 luksusbiler fra diktatorsøn

80 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere