Kommer med nye selvkørende funktioner

Den nye opdatering betyder dog ikke, at du kan tage en lur under kørslen

De nye funktioner giver blandt andet en blødere og mere behagelig kørsel. Arkivfoto: Benny Kjølhede.
De nye funktioner giver blandt andet en blødere og mere behagelig kørsel. Arkivfoto: Benny Kjølhede.

Drømmen om en bil, der kan køre uden menneskelig indblanding, er rykket væsentligt tættere på. I hvert fald er den nye opdatering af Teslas selvkørende funktioner blevet sendt ud til en begrænset skare af Tesla-ejere. Det skriver ing.dk.

De heldige prøvekaniner har fået mulighed for at teste forbedringerne. De melder, at kørslen er blevet mere glidende i byområder, og bilen kører blødere ind og ud af rundkørsler. En bruger melder for eksempel, at bilen klarer hårnålesving uden indblanding fra føreren.

Softwareopdateringen betyder også, at ejerne rapporterer om en mere brugervenlig oplevelse med bilens skærm, der er blevet mere overskuelig.

Førerløs? Ikke helt
Betyder det så, at Teslas nye opdatering gør elbilerne helt selvkørende? Desværre ikke.

For det første skelner Tesla mellem kørsel i by og på motorvej, og det er kun bykørsel, som den nye opdatering virker til. Bilgiganten melder dog, at det vil ændre sig.

For det andet er der et juridisk aspekt på spil. De selvkørende funktioner skal bruges med ‘ekstra forsigtighed’, som Tesla formulerer det. Det betyder i praksis, at førerens hænder altid skal befinde sig på rattet og øjnene på vejen.

Disse retningslinjer er til for at undgå at skulle tage ansvar for vovehalse, og de er ikke til uden grund. Der har været flere tilfælde, hvor Teslaejere har kørt hasarderet, når virksomheden har lanceret nye opdateringer til deres selvkørende system.

Tesla melder, at næste version allerede er klar om to uger.