Kommune afskaffer midlertidigt betalingsparkering: - Det mindste vi kan gøre

I den kommende periode skal man ikke betale for at parkere i Frederiksberg Kommune

Man kan i den kommende periode parkere gratis i Frederiksberg Kommune på grund af coronavirus. Foto: Morten Lau-Nielsen
Man kan i den kommende periode parkere gratis i Frederiksberg Kommune på grund af coronavirus. Foto: Morten Lau-Nielsen

Skal du parkere din bil i Frederiksberg Kommune, er der gode nyheder.

I de kommende uger gælder søndagens p-regler hver dag på Frederiksberg. Det betyder, at bilister fra 25. marts til foreløbig 13. april ikke skal betale for at parkere på Frederiksberg.

Det oplyser Frederiksberg Kommune i en pressemeddelelse.

I forbindelse med et møde i den politiske krisegruppe på Frederiksberg er det blevet besluttet at lempe p-reglerne under coronakrisen. Det oplyser borgmester Simon Aggesen (C).

Se også: 3,4 milliarder for 1,4 kilometer lang tunnel

Kommunens intentioner med beslutningen er først og fremmest at sikre, at de mange, der gør en særlig indsats under coronakrisen, ikke skal spekulere på prisen for at tage bilen på arbejdet.

- Der er helt utroligt mange medarbejdere, der gør en særlig indsats, og som arbejder ekstra meget i disse uger. Det mindste, vi kan gøre, er at give dem mulighed for at tage bilen uden at skulle betale for parkeringen, siger Simon Aggesen.

- Giver ikke mening
En del af forklaringen på, hvorfor kommunen vælger at fjerne kravet om betaling for parkering, skal også findes i, at trafikken er kraftigt reduceret i denne periode.

- Der er så lidt trafik for tiden, at det ikke giver mening at kræve betaling for parkering. Samtidig kan vi bruge cityassistenterne til at hjælpe borgerne med at holde afstand i vores parker og pladser, så det er en helt naturlig konklusion at sløjfe betalingen, siger Jan E. Jørgensen (V), formand for Frederiksberg Kommunes By- og Miljøudvalg.

Man kan dog ikke parkere fuldstændig, som man vil i kommunen. Kommunen oplyser, at de stadig vil være særligt opmærksomme på, at ingen biler spærrer for brandveje eller på anden måde holder, så de er til gene for færdselssikkerheden.

Beslutningen gælder foreløbig til 13. april, og den berører ikke beboerlicensen.

Se også: Nu bliver der gjort mere rent på motorvejstoiletter

37 kommentarer
Vis kommentarer