Kommunen tabte i sag om p-afgift: Går til Højesteret

Københavns Kommune har tabt endnu en retssag om p-afgifter til bilister, der har tastet forkert på parkeringsautomaten

De to seneste nederlag har fået kommunen til at ansøge om at få sagerne for Højesteret. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
De to seneste nederlag har fået kommunen til at ansøge om at få sagerne for Højesteret. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

For blot anden gang på lidt over en måned har Landsretten givet medhold til en frustreret bilist, der har fået en parkeringsafgift, selv om vedkommende havde købt en billet.

I begge tilfælde havde bilisten lavet en tastefejl på parkeringsautomaten, da vedkommende skulle indtaste sin nummerplade. Ved første landsretsdom i februar havde bilisten indtastet et ciffer for lidt på skærmen, mens bilisten i den nye dom havde tastet et ciffer for meget.

Hos bilistorganisationen FDM vækker afgørelserne glæde.

- Vi er meget tilfredse med begge Landsretskendelser, og at Landsretterne er enige om, hvordan man skal se på den slags sager. Vi håber, at kendelserne står ved magt, eller at Højesteret når frem til det samme som de to Landsretter, siger afdelingschef i FDM, Lennart Fogh, til FDM.dk.

Kommunen vil til Højesteret
Begge sager omhandler p-afgifter, som er udstedt af Københavns Kommune. Og i begge tilfælde har kommunen hårdnakket nægtet at annullere afgiften, da de mener, at fejlen er bilistens egen skyld - selv om vedkommende i øvrigt har betalt den rette afgift i automaten.

Med de nye domme har Københavns Kommune altså lidt et nederlag, men det får dem ikke til at stoppe. I stedet forsøger kommunen nu at få Procesbevillingsnævnet til at godkende, at sagerne kan komme for Højesteret.

- Det tager vi naturligvis til efterretning. Vi har henvendt os til Københavns Kommune og spurgt, hvordan den vil administrere lignende sager, indtil kærespørgsmålet er afklaret. Både i forhold til de p-afgifter, der allerede er givet for tastefejl, og dem, der eventuelt vil blive givet, siger Lennart Fogh til FDM.dk.

Se også: Ny forureningszone klar: 200 kroner for at køre i centrum

Flere end 100 lignende henvendelser
Det er ikke første gang, Københavns Kommune har været i vælten for at uddele bøder til bilister, der har betalt den korrekte afgift, men lavet en tastefejl på automaten.

Fogedretten har således uddelt øretæver til kommunen, efter den har fastholdt afgifter til folk, der eksempelvis har indtastet et nul i stedet for et ’O’ eller indtastet et ciffer forkert.

FDM’s advokat Casper Schad har ifølge Politiken modtaget flere end 100 henvendelser fra danske bilister, der har fået p-afgifter for at have lavet en tastefejl på parkeringsautomater.

Se også: Slut med at skulle i retten: Nu bliver det lettere at klage over p-afgiften

145 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere