En lokal hedebølge, svindel med forsikringer eller bare sort uheld?
Ingen har endnu fremført en overbevisende forklaring på, hvorfor så mange BMW’er i Sydkorea er brudt i brand over sommeren. Men det myldrer til gengæld med teorier.
Juli alene bød på 11 BMW-brande, mens der for hele 2018 har været 28 hændelser, skriver det sydkoreanske medie Chosun.
Kan de mange selvantændelser simpelthen skyldes, at 30 procent af BMW's samlede salg af 5-serien på verdensplan er sket i Sydkorea? Næppe, for i Storbritannien har salget været af en tilsvarende størrelse, og her er ikke én eneste BMW gået op i flammer.
BMW: EGR-modulet lækker
En anden teori går på, at det er varmen, der får BMW’erne til at selvantænde. Men omvendt fandt brandene også sted i vinter, så heller ikke det virker sandsynligt.
BMW har selv været på banen med en forklaring om, at det kan være læk i EGR-modulet i bilernes dieselmotorer, der er synderen. Et problem, der angiveligt gælder alle BMW’er i 3-, 5- og 7-serien, som er produceret i perioden 2011-16.
Det forklarer imidlertid ikke, hvorfor brandene kun sker i Sydkorea, ligesom flere eksperter ifølge Chosun har betvivlet, at dette skulle være tilfældet.
Bizar dødsulykke: Kvinde fundet død i isbil
Ejer frygter udskamning
Seneste episode fandt sted tirsdag, da en bilist måtte forlade sin BMW, fordi den selvantændte, mens han kørte ad en motorvej i udkanten af Seoul.
Det er nu gået så vidt, at brandmysteriet har skabt angst og mistro i befolkningen. Således skriver Jalopnik, et amerikansk bilmedie, at mange sydkoreanske BMW-ejere er tilbageholdne med at bruge deres biler – både af frygt for, at bilen selvantænder, og for at blive offentligt udskammet.
Som en sydkoreansk BMW-ejer udtaler i The Korea Times:
- Folk stirrer på mig med misbilligende øjne, når jeg kører i bilen, fordi den potentielt kan være til fare for andre i trafikken.
I sidste uge tilbagekaldte BMW 100.000 sydkoreanske dieselbiler med det EGR-modul, som producenten mener kan være årsagen til de mange selvantændelser.