Kort før deadline: Testcentre arbejder i døgndrift for at godkende nye biler

Efter 1. september skal alle nye biler være testet efter den nye WLTP-metode, og det har sat både bilproducenter og testcentre under massivt pres

WLTP-testen tager hensyn til hver enkelt bils motor, gearkasse og i visse tilfælde også ekstraudstyr, der kan påvirke bilens brændstofforbrug. Foto: Nick Ut/AP/Ritzau Scanpix
WLTP-testen tager hensyn til hver enkelt bils motor, gearkasse og i visse tilfælde også ekstraudstyr, der kan påvirke bilens brændstofforbrug. Foto: Nick Ut/AP/Ritzau Scanpix

24 timers åbent, seks dage om ugen. Det er i øjeblikket nødvendigt hos TÜV Süd, der er en af de omkring 20 testorganisationer i Tyskland, som må udføre de nye såkaldte WLTP-tests. som EU har indført.

Den nye testmetode skal give forbrugerne et mere retvisende billede af, hvor meget brændstof en ny bil bruger. Og hvis bilproducenterne vil blive ved med at sælge biler, skal samtlige modeller og motorer gennemtestes før 1. september. Herefter bliver det nemlig forbudt at sælge de modeller, der ikke har gennemgået WLTP-testen.

Det har ifølge mediet Automotive News Europe sat branchen så meget under pres, at de tyske testcentre nu må arbejde i døgndrift for at få de mange biler gennem testmaskineriet. Og alligevel forventer flere bilproducenter, at de må forsinke nogle modeller - simpelthen fordi de ikke når at få de rigtige godkendelser på plads før deadline.

Ældre biler skal opgraderes
Vincenzo Luca, der er talsperson for TÜV Süd, siger til mediet, at det kan tage op til to måneder for en bil at gennemgå en fuld test. Det er ikke, fordi WLTP-testen i sig selv tager lang tid - den foregår som tidligere i et laboratorie  - men testen får i de fleste tilfælde bilens forureningstal til at stige.

Og nu bliver det muligvis lidt langhåret. Det har nemlig betydning for en anden test, RDE, som bilproducenterne også er begyndt at sende deres modeller igennem. Den foregår modsat WLTP på rigtige veje, hvor trafikpropper og lignende ifølge Vincenzo Luca kan tvinge testcentret til at begynde forfra.

- Det var tydeligt for os og vores kunder, at der ville blive en del mere at teste end med NEDC (den tidligere testform, red.), siger han til Automotive News Europe.

Talspersonen uddyber over for mediet, at det især er de ældre modeller, der tidligere er godkendt under NEDC, der kan tage lang tid at få gennem den nye test. Nogle producenter må opdatere deres biler, før de kan leve op til de nye krav.

Det gælder eksempelvis BMW, der har monteret nye partikelfiltre på alle sine benzin- og hybridbiler, mens dieseludgaverne blandt andet har fået opdateret deres katalysatorsystem.

Se også: Texas vil bruge VW's milliardbøde på renere luft

Samlebånd på pause
EU offentliggjorde først de endelige WLTP-krav i juli sidste år, og industrien har derfor kun haft lidt over et år til at teste og eventuelt opgradere bilerne. Det har mødt kritik fra flere producenter for at være alt for kort tid.

WLTP-testen tager nemlig hensyn til hver enkelt motor, gearkasse og endda i visse tilfælde ekstraudstyr, og nogle producenter har derfor været nødsaget til at sende flere hundrede forskellige modeller forbi testcentret.

- Inden for Volkswagen-mærket alene er vi nødt til at teste mere end 200 modelvarianter og få dem typegodkendt inden for en meget kort tidsramme, har VW-topchef Herbert Diess tidligere udtalt ifølge Automotive News Europe.

Tidsperspektivet og de omsiggribende konsekvenser har fået flere producenter til at sætte samlebåndene på pause i perioder -  i håb om at undgå at opbygge en stor samling biler, der ikke kan nå at blive solgt inden 1. september.

Det gælder blandt andet BMW, der i løbet af året har taget modellerne X1, X2, X5, X6 og 550i ud af produktion flere gange. Og VW-topchef Herbert Diess sagde før sommerferien, at koncernen ville indføre deciderede lukkedage på fabrikkerne.

Han estimerede på det tidspunkt, at op mod en kvart million biler fra VW-koncernen kunne ende med at blive forsinkede.

Se også: Hård konkurrence: Hurtigladere til elbiler breder sig

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere