Koster adskillige liv om året: Nu skal kommunerne skabe bedre sikkerhed

Ny indsats mod højresvingsulykker skal styrke trafiksikkerheden for cyklisterne

Kommunerne skal sætte ind for at undgå højresvingsulykker, og midlerne til det skal komme fra en ny pulje på 1,5 millioner kroner. Foto: Colourbox
Kommunerne skal sætte ind for at undgå højresvingsulykker, og midlerne til det skal komme fra en ny pulje på 1,5 millioner kroner. Foto: Colourbox

En ny pulje på 1,5 millioner skal give de danske kommuner mulighed for at skabe mere sikkerhed for cyklister og forebygge højresvingsulykker.

Højresvingsulykker er ikke blandt de hyppigste, men når de sker, er de ofte meget alvorlige.

- Bliver cyklisten først ramt i fart af en svingende lastbil, ser vi desværre ofte, at cyklisten kommer alvorligt til skade eller mister livet i ulykken. Derfor har vi meget fokus på højresvingsulykkerne, siger Marianne Foldberg Steffensen, leder af Vejdirektoratets afdeling for Trafiksikkerhed og cykling.

Konkret skal puljen give kommunerne mulighed for at etablere infrastruktur, der kan skabe større sikkerhed for cyklister og forebygge højresvingsulykker.
- Det er især på kommunevejene, at cyklisterne færdes, når de skal i skole, på arbejde eller til fritidsaktiviteter. Jeg håber, at puljen kan være med til at give opmærksomhed om højresvingsulykker og give mulighed for at indrette flere sikre kryds, siger transport-, bygnings- og boligminister, Ole Birk Olesen (LA).

Puljen til forebyggelse af højresvingsulykker administreres af Vejdirektoratet og kan søges fra slutningen af juni og frem til august 2017. Puljen er på 1,5 mio. kr.

Se også: Her er den brugte bil danskerne helst vil have

Tre dræbte i år
En endnu ikke offentliggjort rapport, som Vejdirektoratet har fået lavet, peger på, at de fleste højresvingsulykker inden for de sidste 10 år er sket i signalregulerede kryds i byer.

Hovedparten af ulykkerne er sket i dagslys og i tørt føre.

- Vi kan se, at ulykkerne typisk sker i byerne, hvor trafikken er tæt, og der er meget at holde øje med for både lastbilchauffører og cyklister. Derfor er det i den type kryds, vi skal sætte ind med nye sikkerhedstiltag, der kan give begge parter større mulighed for at se hinanden, så ulykkerne i højere grad kan undgås, siger Marianne Foldberg Steffensen.

I 2017 viser de foreløbige ulykkestal, at tre cyklister har mistet livet i en højresvingsulykke.

Over de seneste 10 år har der har været store udsving i antallet af højresvingsulykker mellem lastbiler og cyklister. I flere af årene har én cyklist mistet livet, mens der i 2008 var 11 dræbte cyklister i højresvingsulykker.

- Jeg er glad for, at Vejdirektoratet har lavet en analyse af de seneste 10 års højresvingsulykker, så vi er blevet klogere på, hvor og hvordan højresvingsulykker typisk sker, og at kommunerne kan søge midler til konkrete tiltag til forebyggelse af højresvingsulykker, siger Ole Birk Olesen.


Gennem puljen kan kommuner søge om tilskud til eksempelvis:

- Tilbagetrukne stoplinjer

- Afkortede cykelstier

- Etablering af før-grønt for cyklister i signalregulerede kryds

- Midtstillede cykelbaner/cykelfelter mellem bilisternes højresvingsbaner og ligeudbaner

- Markerede cykelfelter

- Gennemført eller markeret cykelsti i vigepligtsregulerede kryds

Derudover vil Vejdirektoratet også behandle ansøgninger om andre tiltag, hvor der er dokumenteret en effekt i forhold til forebyggelse af højresvingsulykker.

Du kan læse mere om puljen her.

Se også: Airbagproducent får mavepuster på børsen i Tokyo

8 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere