Koster liv: Mange danskere accepterer dette

Mange danskere siger, at det er okay at køre med promille over det tilladte, hvis man føler sig frisk

Mange danskere mener, at spritkørsel i visse situationer kan være acceptabelt. Pr-arkivfoto
Mange danskere mener, at spritkørsel i visse situationer kan være acceptabelt. Pr-arkivfoto

Selvom antallet af spritulykker over de seneste årtier er faldet drastisk, er der stadig en del danskere, som mener, at spritkørsel er okay, så længe man føler sig frisk nok.

Det viser en undersøgelse, som Epinion har foretaget for Rådet for Sikker Trafik, oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

I undersøgelsen svarer syv procent af de adspurgte, at det i deres øjne er okay at køre bil med en promille lige over det tilladte, hvis man bare føler sig frisk nok.

Værst ser det ud blandt de 18- til 35-årige, hvor 12 procent svarer ja til spørgsmålet.

Fra 2016 til 2020 blev 167 mennesker dræbt i trafikulykker, hvor for meget alkohol var involveret.

- Selvom du føler dig frisk nok til at køre, skal du lade være, hvis du har drukket for meget alkohol. Din reaktionstid og koordinationsevne er dårligere, dit synsfelt bliver indsnævret, og du bliver i det hele taget dårligere til at træffe fornuftige valg, siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Ekstra kontroller
I forbindelse med EM i fodbold og sommervarmen vil politiet gennemføre ekstra politikontroller på vejene, da erfaringen fra sidste sommer er, at mange tager chancen i sommervarmen.

- Spirituskørsel er uacceptabelt, og vi ser langt flere spirituspåvirkede trafikanter i sommermånederne, end vi eksempelvis ser i julefrokostperioden. Tit og ofte oplever vi, at spontane besøg hos venner eller familie i sommerhus eller på stranden fører til en større indtagelse af alkohol, hvor bilen efterfølgende desværre bliver brugt som transportmiddel hjem igen, siger Christian Bertelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.