Kræver svar nu: Afgifter på elbiler kan tredobles

De danske bilimporører tøver med at bestille elbiler hjem på grund af usikkerhed om afgifterne

De Danske Bilimportører efterlyser afklaring i forhold til afgifterne på elbiler, der ser ud til at stige fra 20 til 65 procent. Arkivfoto: Peter Hove Olesen
De Danske Bilimportører efterlyser afklaring i forhold til afgifterne på elbiler, der ser ud til at stige fra 20 til 65 procent. Arkivfoto: Peter Hove Olesen

Selv om coronakrisen har bremset det generelle nybilsalg i Danmark, viser salgstallene, at mange danskere kan se fidusen ved en elbil. Således er der fra 1. januar 2020 til og med 30. april 2020 blevet solgt 2512 nye elbiler, hvilket er 1048 flere end i de første fire måneder af 2019. Men opsvinget i salg af elbiler kan blive bremset næste år. Som det ser ud nu, er der nemlig udsigt til, at afgiften på elbiler stiger fra de nuværende 20 procent til 65 procent.

Det skriver Berlingske.

Ifølge mediet vil regeringen og dens støttepartier afvente anbefalingerne fra den såkaldte Eldrup-kommission, før man beslutter, hvordan afgifterne på elbiler skal strikkes sammen i fremtiden.

Kommissionen blev nedsat i februar 2019 med det formål at levere en strategi for, hvordan målsætningen om, at alle nye biler i 2030 skal være lavemissionsbiler, indfries. Anbefalinger skulle gerne være klar 'medio 2020', men hos brancheorganisationen De Danske Bilimportører mener de ikke, at man kan vente med at få svar på, hvordan afgifterne på elbiler ser ud i 2021.

- Det er helt afgørende, at der bliver truffet en beslutning nu, både for bilimportørernes skyld og for forbrugernes skyld. De skal vide sig sikre på, hvilke afgifter der gælder, siger Gunni Mikkelsen, adm. direktør hos De Danske Bilimportører, til Berlingske.

- Det skal besluttes før sommerferien, for ellers kommer vi simpelthen for tæt på, siger han.

Se også: Prisvenlig ny elektrisk SUV kommer til Danmark

Venter med at bestille
Ifølge FDM indfases registreringsafgiften på elbiler med 65 procent af satsen i 2021, 90 procent af satsen i 2022 og 100 procent af satsen i 2023, og der er altså derfor udsigt til, at elbiler stiger i pris, hvis ikke der fra politiske side ændres på registreringsafgifterne.

Netop det er årsagen til, at De Danske Bilimportører efterlyser handling nu.

Flere af bilimportørerne af de forskellige bilmærker tøver nemlig med at bestille biler hjem, der skal sælges næste år, når importørerne ikke ved, hvordan afgifterne ser ud.

Over for Berlingske erkender skatteminister Morten Bødskov (S), at der er behov for hurtig afklaring.

I 2019 var der også usikkerhed om afgifterne på elbiler, da der var udsigt til, at de ville stige ved årsskiftet til 2020, så især de dyrere elbiler kom til at koste væsentlig mere. Her valgte regeringen og dens støttepartier dog at fastholde de lavere afgifter for elbiler på 20 procent i 2020.

Se også: Tesla vil lancere nyt superbatteri: Gør elbiler billige som benzinbiler

218 kommentarer
Vis kommentarer