Kultmærke er tilbage i Danmark

Er du vild med underholdende spartanske biler, er der gode nyheder

Nu kan de kompromisløse Caterham-modeller officielt købes i Danmark. Foto: Caterham
Nu kan de kompromisløse Caterham-modeller officielt købes i Danmark. Foto: Caterham

Er du en af dem, der synes, at moderne biler er lidt for tunge, lidt for store og lidt for 'sikre'?

Så kan det være, at britiske Caterham er noget for dig, og nu vender mærket tilbage til Danmark. Det skriver Jyllands-Posten.

De kompromisløse bilmodeller, som er inspireret af de legendariske Lotus 7-modeller, kan nemlig nu officielt købes i Danmark, da det svenske selskab Caterham Nordic vil importere bilerne til Danmark.

- Her har man en klar fornemmelse af fart og kan have det sjovt, simpelthen fordi bilen er så nærværende og let at håndtere, siger Regin Jensen, som er dansk kontaktperson for Caterham Nordic, til Jyllands-Posten.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Caterham er bygget til at give dig smil på læben. Foto: Caterham
Caterham er bygget til at give dig smil på læben. Foto: Caterham
 

Lav vægt
Mærkets nyeste model hedder Caterham Seven 170, og den lever virkelig op til Lotus-grundlægger Colin Chapmans filosofi om 'simplify, then add lightness'.

Den vejer nemlig blot 440 kg og er udstyret med en Suzuki-motor, som yder 85 hk og 116 Nm. Selvom det ikke lyder af meget mere, end man får i en stavblender, så betyder den lave vægt, at Seven 170 kan sprinte fra 0-100 km/t på 6,9 sekunder.

Leasingprisen for en Seven 170 ligger ifølge Jyllands-Posten på en førstegangsydelse på cirka 53.000 kroner og en månedlig ydelse på omkring 7300 kroner for seks aktive måneder og cirka 1700 kroner per måned for de seks måneder med stilstand.

Modelprogrammer gemmer på fire forskellige modeller. Den kraftigste er Seven 620, som har en 2,0-liters motor, der yder over 300 hk.