Kunst på fire hjul: Lille bybil får fornem hæder

53 år efter at bilen rullede ud fra fabrikken, får Fiat 500 en plads på Museum of Modern Art i New York

Bilen, der skal udstilles i New York, er en Fiat 500F. Den er tre meter lang og har en ganske lille motor, der yder bare 18 hestekræfter. Foto: Fiat
Bilen, der skal udstilles i New York, er en Fiat 500F. Den er tre meter lang og har en ganske lille motor, der yder bare 18 hestekræfter. Foto: Fiat

Nytænkende, udskejende eller måske ligefrem hårrejsende.

Mange biler har en særlig evne til at sætte gang i deres ejeres følelsesregister, men selv om man hurtigt kan få fornemmelsen af at gå rundt med nøglerne til Mona Lisa på hjul, skal der oftest mere til, før det masseproducerede transportmiddel bliver til kunst i generel forstand.

En plads på det verdenskendte og respekterede Museum of Modern Art, MoMA, kunne for eksempel være et godt sted at begynde. Ganske få bilmodeller er gennem tiden blevet udstillet her, og den nyeste tilføjelse er den lille, 'originale' Fiat 500 fra 1957.

Bilen, der vakte opsigt med sin kompakte størrelse og endte med at blive bygget i mere end fire millioner eksemplarer frem til 1975, skal vises frem som en del af udstillingen 'The Value of Good Design' fra 10. februar til 27. maj.

Det skriver Bil24.no.

Stoftag og plads til fire
Udstillingen vil rumme en lang række betydningsfulde designobjekter fra 1930 og frem til 1950'erne, og her mener kunsteksperterne fra MoMA altså, at den lille Fiat passer ind som repræsentant for periodens firehjulede udvikling.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Selv om Fiat 500 kun var tre meter lang, var der plads til fire personer og mulighed for at åbne taget. Foto: Fiat
Selv om Fiat 500 kun var tre meter lang, var der plads til fire personer og mulighed for at åbne taget. Foto: Fiat

Hvad det præcis er, der gør Fiat 500 til et decideret kunstværk, vil vi ikke forsøge at kloge os på her. Krævede det en forklaring, ville der jo også være noget muggent ved det, som Storm P. engang udtrykte det.

Derfor vil vi nøjes med at sige, at museet i New York, USA, har valgt at udstille den mest populære Fiat 500-model, 500F, der blev produceret fra 1965 til 1972. Den er tre meter lang, har stoftag, plads til fire og 18 hestekræfter at gøre godt med.

Se også: Tre storbyer vinder i retten: Kan forbyde næsten alle dieselbiler

Den originale efterfølger
Bilen anses af mange for at være den originale Fiat 500, men det er ikke tilfældet. Originalen blev lanceret tilbage i 1936 under navnet Topolino 500, og det var også en lille, praktisk bil. Den kendte efterfølger hedder derfor retteligt Nuova 500 (Nye 500) og er en videreudvikling af det oprindelige koncept.

At efterfølgeren endte med at løbe med rampelyset skyldes ifølge mediet Autoblog, at den landede på det helt rigtige tidspunkt som en praktisk og økonomisk opnåelig bil til familier i efterkrigstidens Italien.

I de 18 år, Nuova 500 rullede af samlebåndet, byggede Fiat både sportslige og praktiske specialversioner, og siden er konceptet blevet genoplivet to gange: Først med Fiat Cinquecento i 1991 og igen i 2007 med retromodellen Fiat 500, som stadig bygges i dag.

Se også: Efter utallige test: Her er årets tre sikreste biler

6 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere