Lamborghini i giga-succes: Tung SUV har overhalet superbilerne

Lamborghini har solgt flere biler end nogensinde før, men succesen kommer ikke fra salg af sportsvogne

Sådan præsenterer Lamborghini selv Urus-modellen. PR-video

Det går forrygende med salget af biler hos det hæderkronede italienske sportsvognsmærke Lamborghini. Eller sportsvognsmærke er måske så meget sagt, for dykker man ned i rekordtallene for 2019-salget, afslører de, at det ikke er sportsvognene, der driver salget hos Lamborghini.

På blot et år er Lamborghinis salg steget med 43 procent fra 5750 biler i 2018 til 8205 biler i 2019.

- År 2019 var det mest succesfulde i vores historie. Vores hold leverede endnu en markant salgsstigning, hvilket har løftet salget til historiske højder. På kun to år mere end fordoblede vi vores salgstal - en succes, der ikke kan overvurderes, siger Stefano Domenicali, formand og adm. direktør hos Lamborghini, i en pressemeddelelse.

Lamborghini brander sig selv som værende 'en superbilsproducent', men salgstallene fortæller, at størstedelen af de 8205 biler er eksemplarer af italienernes SUV-model, Urus, som trods imponerende præstationer næppe kan betegnes som en superbil.

Ud af de 8205 solgte biler i 2019 var 4962 af modellen Urus, og dermed tegner den store SUV sig for 60,4 procent af det samlede salg.

Til sammenligning solgte sportsvognen Hurácan i 2139 eksemplarer, mens den store V12-motoriserede Aventador solgte i 1104 eksemplarer.

Urus blev lanceret i 2018 med en 4.0-liters biturbo V8-motor, som producerer 641 hk. Bilen kan accelerere fra 0-100 km/t på 3,6 sekunder.

Ved F1-løbet i Abu Dhabi blev der afholdt bilauktion midt på selve F1-banen. Foto: Giuseppe Cacace/Ritzau Scanpix Biler Heftige hammerslag: Biler solgt for over 200 millioner

SUV-bølge
Lamborghini er ikke den eneste af de mere prestigiøse bilmærker, som er begyndt at producere store SUV'er. De høje modeller kan nemlig sælge i en størrelsesorden, som eksklusive og hårdføre sportsvogne ikke kan præstere.

Porsche lancerede SUV'en Cayenne for efterhånden mange år siden, og den er blevet en monstersucces for tyskerne. Maserati laver modellen Levante, mens Bentley bygger Bentayga og Rolls-Royce har Cullinan.

I år lancerer Aston Martin også en SUV med navnet DBX, mens også Ferrari har luftet planer om at sende en SUV på gaden.

Sportsvognsproducent eller ej, så er Urus en giga-succes for Lamborghini, og det tyder ikke på, at salget vil gå ned i 2020.

- Vores SUV Urus blev solgt i næsten 5000 eksemplarer, et antal som kommer tæt på hele vores samlede salg i 2018, siger Stefano Domenicali fra Lamborghini.

Sådan endte en helt ny Porsche 911 GT2 RS med at se ud efter en prøvetur. Foto: Wales News Service Biler Vil prøvekøre sjælden Porsche: Ender med fronten i en Opel

102 kommentarer
Vis kommentarer