Når julen nærmer sig, sætter mange sig i deres bil for at fragte familie, gaver og de firbenede til jul andetsteds. Det betyder øget trafik på landets motor- og landeveje.
Samtidig er sandsynligheden for glatte veje større med lave temperaturer på bagkant af et vådt efterår, og derfor er det vigtigt, at dyreejere sørger for at spænde hunden godt fast i bilen, når de drager ud på tur.
Det skriver Agria Dyreforsikring i en pressemeddelelse.
- I Danmark har vi ingen lovgivning om hundes sikkerhed i bilen, som man f.eks. har i Sverige. Derfor er det vigtigt, at du som hundeejer selv tager ansvar, når du transporterer din hund, siger Tine Antvorskov, der er direktør hos Agria Dyreforsikring.
Fatalt ved opbremsning
Ved en hård opbremsning kan hunden mangedoble sin vægt, så det er en god idé at fastspænde hunden, også af hensyn til bilens øvrige passagerer. Der findes mange former for biltilbehør til hunden, der kan være afgørende for hundens liv, hvis en ulykke indtræffer.
Ifølge FDM kan det være livsfarligt, hvis ikke man spænder hunden korrekt fast i bilen. En test, som FDM lavede i 2018 sammen med de øvrige europæiske bilklubber, viste, at en mellemstor hund på 19 kg rammer med et tryk på over 1.000 kg, hvis den slynges gennem kabinen med 50 km/t, og at følgerne allerede ved 30 km/t. kan være fatale.
Trafikulykker med hjorte koster samfundet dyrt
Sådan sikrer du bedst hunden
Tine Antvorskov fra Agria Dyreforsikring giver fire anbefalinger til udstyr, der gør, at hunden sidder mere sikkert og behageligt, når man begiver sig ud i juletrafikken.
1. Hundebur i bilen: Et godt bur kan forhindre, at din hund kastes rundt i kabinen, f.eks. ved meget hårde opbremsninger. Det er en god idé, at hundeburet er forankret i bunden eller siderne af bagagerummet, så det ikke kastes rundt i bilen.
2. Sikkerhedssele til hunde: Der er udviklet specielle sikkerhedsseler til hunde, som beskytter dyret på samme måde som sikkerhedsseler gør til mennesker. Der er forskellige varianter på markedet, hvor nogle endda er kollisionstestet. Sørg for at vælge et sikkert og godkendt mærke til din hund for den bedste beskyttelse. Hunden sidder mest sikkert på bagsædet, hvor den ikke bliver ramt af bilens forreste airbag. Det kan kræve lidt træning, før hunden bliver tryg ved selen. En medpassager kan derfor med fordel placeres på bagsædet under kørsel. Undlad at lade hunden sidde alene i bilen med selen på.
3. Dækken og drikkelse: Vi husker altid vinterjakken, når vi skal på tur i den kolde tid. Hunden kan også få det koldt, når den opholder sig i bilen. Hav et dækken med til din hund, hvis den skal opholde sig i bilen, mens du køber julegaver. Husk også på, at din hund skal have adgang til frisk vand, hvis julegaveindkøbene trækker ud.
4. Reflekser: Hvis uheldet skulle være ude, er det en god idé at have en refleksvest med til hunden. Skulle I havne i et uheld, eller hvis bilen pludselig ikke vil køre længere, kan du risikere at skulle stå i vejkanten. Husk derfor refleksvest både til dig selv og hunden.