Familierne er skuffede.
Så kontant er meldingen fra Wolfgang Porsche, der fungerer som talsmand for Porsche- og Piëch-familierne - de største aktionærer i den store tyske Volkswagen-koncern.
Familierne, der er efterkommerne af Porsches grundlægger, Ferdinand Porsche, har rettet skuffelsen mod de britiske bilbyggere fra Bentley, der hører under den tyske koncern. Bentley, der specialiserer sig i luksusbiler til verdens allerrigeste, tabte nemlig penge sidste år.
Med skuffelsen fulgte derfor et ultimatum: Inden der er gået to år skal Bentley have vendt skuden og skabe profit.
Det skriver Automotive News, der citerer Frankfurter Allgemeine Zeitung.
Presset af WLTP
Bentley kæmpede ifølge den tyske avis med faldende salg i de første ni måneder af 2018. Det er uklart, om dette vendte i den sidste del af året, men mediet Motor1 har tidligere beskrevet, hvordan overgangen til den nye WLTP-testmetode blandt andet ramte Bentley hårdt.
Den nye testmetode trådte i kraft i september sidste år, og Bentley havde angiveligt så store problemer med at nå denne deadline, at producenten blev nødt til at forsinke den nye version af SUV'en Bentayga med pluginhybridteknologi.
Ifølge Motor1 tabte mærket omkring 1 mia. kroner i de første ni måneder af 2018. Det er efter alt at dømme dette tab, der har bragt producenten i uføre hos aktionærerne.
- Det er vigtigt, at hvert mærke bidrager med en rimelig størrelse profit, siger Wolfgang Porsche til Frankfurter Allgemeine Zeitung og tilføjer:
- Det er i øjeblikket ikke tilfældet hos Bentley, og vi er ikke tilfredse.
Fabrikker kan ikke følge med: Bilkøbere må vente på el- og hybridbiler
Faldende salg
Hans Michel Piëch, der også fungerer som talsmand for de toneangivende familier, uddyber overfor avisen, at Bentleys nuværende situation 'kun kan accepteres i et eller to år'.
Hverken Hans Michel Piëch eller Wolfgang Porsche siger dog noget om, hvad der vil ske, hvis bilproducenten ikke formår at blive profitabel, inden tidsfristen udløber.
Bentley, der blev købt af VW-koncernen i 1998, gav overskud i både 2016 og 2017, omend det var faldende allerede i 2017.
I 2016 solgte Bentley knap 12.000 biler og havde et overskud på 836 mio. kroner, men salget faldt til cirka 10.500 biler året efter, hvilket fik overskuddet til at lande på 411 mio. kroner.