Lysshow på Øresundsbroen i aften

Øresundsbroens nye pylonbelysning tændes onsdag den 1. juli - samme dag som forbindelsen fejrer 20 år

De nye smalstrålede armaturer mindsker lysforurening og sparer dermed meget energi. Foto: Øresundbro Konsortiet
De nye smalstrålede armaturer mindsker lysforurening og sparer dermed meget energi. Foto: Øresundbro Konsortiet

Onsdag 1. juli er det 20 år siden, at Øresundsbroen blev indviet af dronning Margrethe og svenske kong Carl Gustaf.

Og i et halvt år er der blevet arbejdet på at fejre det ved at lave en belysning, som bliver tændt for første gang klokken 23.15 onsdag aften.

- Vi har arbejdet med en stram tidsplan for at kunne tænde belysningen til jubilæet. Jeg er glad for, at det lykkedes, og at pylonbelysningen leverer, præcis det vi ønskede. Lysprøverne viser en imponerende og fleksibel belysning, som er betydeligt mere energibesparende og samtidig giver broen et helt rigtigt æstetisk udtryk, siger Bengt Hergart, anlægsdirektør ved Øresundsbroen.

Sparer energi
Højbroens belysningsanlæg er specielt designet til at kunne modstå de særlige vind- og vejrforhold ved Øresundsbroen. Og de smalstrålede armaturer mindsker lysforurening og sparer dermed meget energi.

Øresundsbro Konsortiet forventer, at det nye belysningsanlæg, som nu kan styres og dæmpes efter behov, kan spare på forbruget og skabe en betragtelig energibesparelse på op til 80 procent sammenlignet med den gamle belysning, som sad på broen i næsten 20 år.

Standardbelysningen på pylonerne er hvid, men kan skifte farve i forbindelse med særlige begivenheder i løbet af året. Øresundsbroens jubilæumsbelysning, som varer i cirka otte minutter, bliver tændt klokken 23.15 hver aften fra den 1.-5. juli.

Øresundbroen er i de seneste 20 år blevet krydset af millioner af køretøjer og rejsende i tog, men hvor godt har du egentlig styr på Øresundsbroen? Tag quizzen herunder:

Har du styr på Øresundsbroen?

10 spørgsmål

Test dig selv i 10 forskellige fakta om Øresundsbroen, der fylder 20 år 1. juli.

 

7 kommentarer
Vis kommentarer