Målrettet unge: VW klar med lille by-SUV til det umættelige marked

Volkswagen T-Cross er en mini-SUV til dem, der mener de fire eksisterende VW SUV'er giver for få valgmuligheder

Det er ikke tilfældigt, VW har placeret T-Cross i de københavnske gader på PR-billederne. Bilen er en 'urban crossover' henvendt til unge. Foto: Volkswagen
Det er ikke tilfældigt, VW har placeret T-Cross i de københavnske gader på PR-billederne. Bilen er en 'urban crossover' henvendt til unge. Foto: Volkswagen

Volkswagen har kronede dage i Danmark.

Mens man på ledelsesgangene i det tyske hovedkvarter kæmper for at rette op på mærkets blakkede ry efter dieselskandalen og indhente den forsinkelse, som det har skabt at få en række biler miljøgodkendt efter den nye og krævende WLTP-testmetode, så storsælger bilerne tilsyneladende stadig herhjemme.

I september kunne importøren således bryste sig af at have fire modeller på top 20-listen over mest solgte biler, og i august var man helt oppe på seks forskellige modeller.

Det momentum skal den nye T-Cross være med til at bevare. Bilen er den hidtil mindste SUV fra producenten, der allerede har fire høje modeller på programmet: Entreprenør-traktoren Touareg, familie-traverne Tiguan og Tiguan Allspace og T-Roc til dem, der egentlig ikke har brug for en stor alsidig bil, men synes biltypen er smart alligevel.

Unge købere i sigtekornet
Filosofien bag T-Cross er lidt den samme som med T-Roc. Bilen er høj og praktisk - uden dog at appelere til offroad-kørsel med en cementblander i bagagerummet. Det er som udgangspunkt på 385 liter, men kan øges til 455 liter efter behov. Forhjulstrækket er der til gengæld ikke noget at gøre ved.

Volkswagen kalder selv T-Cross for en 'urban crossover' og har da også ladet den fotografere i den københavnske storbyjungle frem for den ægte vare. Bilen er 12 cm kortere end T-Roc, men fem cm længere end den lille Polo personbil, som den deler teknik med.

(Artiklen fortsætter under billederne)

Foto: Volkswagen
Foto: Volkswagen

Foto: Volkswagen
Foto: Volkswagen

Det er Volkswagens håb, at bilen kan ramme de 'unge og ungdommelige' købere, for at bruge importørens egne ord.

Ud over at bilen er gjort moderigtigt højbenet afspejler det sig i muligheden for fire usb-porte til opladning af smartphones, Beats-højtalere på 300 watt og flere forskellige farver til dekorpanelerne i kabinen.

Se også: Uber vil være dieselfri: Indbyggerne i denne europæiske storby skal betale

Rig på standardudstyr
Volkswagen har tilsyneladende også tænkt på de bekymrede forældre under udviklingen af T-Cross. Bilen har i hvert fald fået et væld af sikkerhedssystemer monteret som standardudstyr - heriblandt Front Assist med fodgængergenkendelse, nødbremse, vognbaneassistent samt en blindvinkelassistent, der også hjælper under parkering og manøvrering.

Volkswagen lover 'fremragende kollisionsegenskaber' og 'eksemplarisk passagerbeskyttelse', men den europæiske sikkerhedsorganisation Euro NCAP har endnu ikke offentliggjort en crashtest af bilen.

Bilen vil til at begynde med kunne fås med tre små motorer - to trecylindrede benzinvarianter og enkelt dieseldrevet med fire cylindre. Går man efter en bil til den grønne tankpistol, vil man derfor kunne vælge mellem 95 og 115 hk, mens dieselkøbere kun kan få en variant på 95 hk.

(Artiklen fortsætter under billederne)

Foto: Volkswagen
Foto: Volkswagen

Foto: Volkswagen
Foto: Volkswagen

Den hurtigste af de tre kan sprinte fra 0 til 100 km/t. på 9,9 sekunder, så skal man være ung med de unge og imponere ved lyskrydset, kan der være god mening i at vente på benzinmotoren på 150 hk, der er på vej. Den klarer disciplinen på 7,8 sekunder.

Volkswagen har endnu ikke offentliggjort tal for bilens brændstofforbrug, men den lidt større T-Roc klarer 19,2 km/l med den samme benzinmotor på 115 hk, som vil kunne fås til T-Cross.

T-Cross vil efter planen blive introduceret i Danmark til april, og her vil den få en startpris på 199.990 kroner med benzinmotoren på 95 hk. Til sammenligning begynder Seat Arona, som bilen er beslægtet med, ved 176.000 kroner med samme motor.

Se også: En god idé? Nu vil Tesla-chef også redde kæledyrene

17 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere