Mand gik amok i vejvrede: Detalje gjorde ham let at identificere

En 23-årig mand er blevet sigtet for vold efter en episode med vejvrede

En 23-årig mand blev sigtet for vold, efter at vedkommende kom op at toppes med en 49-årig bilist. Arkivfoto: Jakob Jørgensen
En 23-årig mand blev sigtet for vold, efter at vedkommende kom op at toppes med en 49-årig bilist. Arkivfoto: Jakob Jørgensen

Temperamenterne kan ind imellem koge over i trafikken, og fredag eftermiddag skete det, da to trafikanter ragede uklar efter ifølge politiet at have generet hinandens kørsel over en længere strækning på motorvej.

Det skriver Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Episoden endte med, at en 23-årig mand blev sigtet for at have tildelt en 49-årig mand et knytnæveslag i ansigtet.

De to trafikanter kom kørende på Sydmotorvejen, hvor de ifølge politiet generede hinandens kørsel, og da den 49-årige mand kørte fra ved Tappernøje, fulgte den 23-årig mand efter.

Herefter standsede den 49-årige mand op, og de to parter kom op at toppes, hvilket endte med, at den 23-årige ifølge politets sigtelser slog den 49-årige i ansigtet, hvorefter den 23-årige kørte fra stedet.

Han havde bare glemt én afgørende ting, som gjorde det let for politiet at identificere ham.

- Imidlertid havde han tabt sin pung, så det var relativt ukompliceret for politiet at finde frem til ham, skriver politiet i døgnrapporten.

Den 23-årige blev anholdt sigtet for vold.