Mange bilister begår denne fejl

Hvis du ikke ved, hvor gamle din bils dæk er, kan det potentielt være farligt

Man skal sørge for at tjekke alderen på de dæk, der sidder på ens bil - her viser FDM vejen. Video: FDM

Hvor gamle er dækkene på din bil? Ved du det?

Det er der mange bilister, som ikke er klar over, og desuden kører mange rundt på gamle dæk, og det kan være ganske farligt.

Det er det norske automobilforbund, NAF, der har fået foretaget en undersøgelse af bilisters forhold til vinterdæk.

Undersøgelsen viser, at mange ikke tjekker alderen og tilstanden på deres dæk.

Det oplyser NAF i en pressemeddelelse.

Se også: Gambler med sikkerhed: Varebiler kører på sommerdæk

6,5 procent af de adspurgte i undersøgelsen ved ikke, hvor gamle vinterdækkene, de kører på, er. 8,2 procent kører på mere end seks år gamle dæk, mens 28 procent ikke har tjekket mønsterdybden på deres vinterdæk før årets vinter.

- Mange ved ikke, hvilken risiko de løber, og andelen, der kører på mere end seks år gamle dæk, er alarmerende høj, siger Camilla Ryste, som er kommunikationschef hos NAF, i en pressemeddelelse.

- Det er bekymrende, at så mange mennesker svarer, at de ikke ved, hvor gamle dækkene er, eller undlader at tjekke dybden af mønsteret. I værste fald kan det føre til ulykker med alvorlige konsekvenser, siger Ryste.

Dækkene bliver hårde
Kigger man på statistikkerne, er der god grund til at holde godt øje med tilstanden på ens dæk. I 2018 var fejl på dæk/hjul medvirkende årsag i 11 ud af 100 dødsulykker på norske veje.

Gummiet på dæk bliver hårdere med alderen, og derfor vil vejgrebet blive dårligere med alderen, selv om mønsterdybden er god.

Hvor mange sæsoner vinterdæk kan holde til, påvirkes af, hvor meget de bliver brugt, og hvordan de opbevares.

- Det er meget vigtigt at sørge for, at dækkene på din bil er gode. Dækkene er den eneste kontakt, bilen har med jorden, så gode dæk er en billig livsforsikring, siger Camilla Ryste.

Herhjemme råder FDM til, at man ikke kører på dæk, som er ældre end 10 år. Dækkets gummiblanding vil nemlig ændre karakter, og dækket mister derfor nogle af sine oprindelige egenskaber.

Du kan finde alderen på dit dæk ved at kigge på det såkaldte DOT-mærke. Det viser, hvornår dækket er produceret. DOT-mærket er et firecifret tal, hvor de første to tal viser ugenummeret, og de sidste tal er årstallet, dækket er produceret i.

Hvis nummeret eksempelvis er 4519, er dækkene produceret i uge 45, år 2019.

Kører man i Danmark med påhængsvogn, som er Tempo100-godkendt, må dækkene maksimalt være seks år gamle.

Se også: Danskerne dropper vinterdæk: - Et tydeligt mønster

143 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere