Maraton-løbere forsinker trafikken på Lillebæltsbroen

Trafikanter bør i weekenden væbne sig med tålmodighed i forbindelse med Lillebælt Halvmaraton

I år skal løberne krydse den nye Lillebæltsbro to gange i forbindelse med Lillebælt Halvmarathon, og det skaber forsinkelse for bilisterne. Foto: Colourbox
I år skal løberne krydse den nye Lillebæltsbro to gange i forbindelse med Lillebælt Halvmarathon, og det skaber forsinkelse for bilisterne. Foto: Colourbox

Lørdag d. 6. maj er der Lillebælt Halvmaraton, og her skal de løbeglade krydse den nye Lillebæltsbro to gange.

Vejdirektoratet oplyser, at det kommer til at skabe forsinkelse for bilister, der derfor må væbne sig med tålmodighed.

Værst bliver det mellem kl 18.00 og 19.00 lørdag aften, hvor der vil være op til 20 minutters længere rejsetid på grund af færre farbare spor og en hastighedsbegrænsning på 80 kilometer i timen på broen.

- Vi har erfaring for, at vores forventninger til den type af arrangementer holder stik, så vi regner med, at forsinkelserne vil blive maksimalt 15 til 20 minutter. Det siger vores trafiktal, fortæller Søren Kjemtrup, afdelingsleder i Vejdirektoratet, til Ekstra Bladet.

Fra lørdag den 6. maj i tidsrummet fra kl. 17:30 til kl. 18:00 vil der være to farbare spor i hver retning, og imellem kl. 18:00-01:00 vil der kun være et farbart spor i hver retning.

Og søndag den 7. maj imellem kl. 01:00 og kl. 06:00 vil der være to farbare spor i hver retning. 

Se også: Familie'container' kæmper med sikkerheden

Spærrede til- og frakørsler
- Lørdag aften er jo et lidt atypisk tidspunkt til et løb, men det er valgt for at genere trafikken mindst muligt, men vi anbefaler selvfølgelig trafikanter at køre i god tid, siger Søren Kjemtrup til Ekstra Bladet.

Flere motorvejstil- og frakørsler vil være spærret lørdag aften.

Fra lørdag klokken 18.00 er alle vestgående til- og frakørsler ved Middelfart og alle til- og frakørsler ved Fredericia S spærrede, og Vejdirektoratet forventer, at spærringen ophører omkring midnat.

- Det er efterhånden mange år siden, at vi har haft løb hen over den nye Lillebæltsbro, og det specielle denne gang er, at vi ikke før har prøvet, at løberne skal løbe i begge retninger, siger Søren Kjemtrup.

Den trafikale omlægning er nødvendig for at sikre løbernes sikkerhed, oplyser Vejdirektoratet.

Se også: Ingeniør ville forbedre trafiklys: Endte med trussel om fængsel

10 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere