Gå til artikel om 1 sek
Gå til artikel

Mercedes er klar med danske priser på den vildeste 'skolebus' til dato

Mercedes har bygget en fuldblodssportsvogn til familiefaren, men det kræver dybe lommer at eje en herhjemme

Mercedes-AMG GT 4-dørs coupé er Mercedes' bud på en bil, der både kan være fuldblodssportsvogn og praktisk familiebil. Foto: Daimler
Mercedes-AMG GT 4-dørs coupé er Mercedes' bud på en bil, der både kan være fuldblodssportsvogn og praktisk familiebil. Foto: Daimler

Brændstoføkonomi, bagagerumsplads og isofix på bagsæderne.

Tre ting, som de fleste sportsvogne ikke har ret meget af, og som kan gøre det svært at overbevise den bedre halvdel om, hvorfor den nyindkøbte bil med hestekræfter ad libitum nødvendigvis må sætte parcelhusdrømmen lidt på hold.

Noget tyder dog på, at den nye Mercedes-AMG GT 4-dørs coupé kan blive et udmærket kompromis. Mercedes har nemlig løftet sløret for de danske priser på den familievenlige sportsvogn, og de begynder ved intet mindre end 2,9 millioner kroner.

Det betyder med andre ord, at oktantossede danskere nu har mulighed for at brænde hele parcelhus-opsparingen af på en sportsvogn, der stadig kan fungere som praktisk 'skolebus' i hverdagen.

Bilen fås enten med to eller tre pladser, så man selv kan vælge, hvor meget plads man har brug for. Foto: Daimler
Bilen fås enten med to eller tre pladser, så man selv kan vælge, hvor meget plads man har brug for. Foto: Daimler

Plads til svigermor
For de knap 3 millioner får man en V8-motor med 585 hestekræfter, en 0-100 km/t.-tid på 3,4 sekunder og muligheden for at blive ved med at accelerere helt op til 310 km/t.

Men det er jo nok ikke lige det, man fortæller familien henover emhætten derhjemme. Nej, her er det vigtigere, at bilen har fire døre, god plads på bagsædet og et væld af sikkerhedssystemer, som kendes fra Mercedes' øvrige modeller.

I kabinen er det desuden muligt at opgradere til et Burmester surround sound-system, så poderne kan få det bedste ud af tonerne fra den store Åh Abe-box på den daglige tur til og fra børnehave og skole.

'Skal der også være plads til svigermor, er det desuden muligt at vælge bagsæderækken med tre siddepladser', som Mercedes selv gør opmærksom på i pressemeddelelsen.

Det er ikke hver dag, man ser argumenter som dette i salgsteksten for en sportsvogn i den del af prisskalaen, hvor alverdens bildrømme fødes.

(Artiklen fortsætter under billederne)

En stor skrå bagklap skal gøre det nemmere at bruge bilens bagagerum. Foto: Daimler
En stor skrå bagklap skal gøre det nemmere at bruge bilens bagagerum. Foto: Daimler

Bilen skal både kunne bruges på racerbanen og på morgenturen til børnehaven. Foto: Daimler
Bilen skal både kunne bruges på racerbanen og på morgenturen til børnehaven. Foto: Daimler

Se også: Tyve kendt som 'Corsa-kannibalerne' stjæler fronten på populær minibil

Bygget til racerbanen
Her er dog også noget at drømme om for føreren. Når svigermor og børnene er sat af, kan man eksempelvis hæve den rumlende udstødningslyd fra den store V8'er via en knap på rattet, skifte kabinelysets farve til en hårdkogt rød og køre ud på Jyllandsringen.

Bilen er en videreudvikling af den vilde Mercedes-AMG GT sportsvogn, og Mercedes lover, at den 4-dørs udgave trods sin størrelse også vil føle sig hjemme på racerbanen.

Det er også her, decimalerne betyder noget. Bilen er allerede hurtig til 100 km/t., men hvis man stadig har svært ved at køre fra vennerne i hurtige alternativer fra Porsche og BMW, så findes der også en S-version. Her har Mercedes tilføjet, hvad der svarer til motorkraften i en lille VW Up og skåret 200 millisekunder af accelerationstiden.

Det indgreb lægger dog i omegnen af 300.000 kroner oven på startprisen. Men vi behøver da heller ikke en bil nummer to, gør vi?

Se også: Britisk luksusbil vil ikke stå ved sig selv: Opfinder 'bagsædeskjuler'

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen