Mercedes hiver ikon ind i det nye årtusinde - men har de glemt at ændre designet?

Tyskerne har været tro mod det originale design i nyfortolkningen

Sådan ser den helt nye udgave af Mercedes' klassiske G-klasse ud efter seneste opdatering. Video: Mercedes-Benz

Når de store bilproducenter skal forny bilmodeller, som har mange år på bagen, kan det være vanskeligt at finde balancen mellem at være for konservativ og moderne. Ja, faktisk kan det være særdeles vanskeligt at nyfortolke ikoner, uden at fansene raser.

Mercedes-Benz har valgt en forholdsvis konservativ tilgang til at nytænke i hvert fald det ydre design af deres ikoniske firehjulstrækker G-klassen, som netop er blevet præsenteret i en mere moderne udgave.

For designet er stadig så firkantet, at man ikke kan være i tvivl om, at der er tale om en G-klasse.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Især bagfra kan det være svært at få øje på designændringerne i forhold til tidligere udgaver. Foto: Mercedes-Benz
Især bagfra kan det være svært at få øje på designændringerne i forhold til tidligere udgaver. Foto: Mercedes-Benz

Læg så til, at hængslerne til dørene stadig sidder udvendigt, at blinklysene igen er placeret over forlygterne, og at reservehjulet sidder spændt bag på bagsmækken, og så kan selv de mest nostalgiske G-klasse fans kun være tilfredse.

- Den nye G-klasse hæver barren på alle relevante områder - hvad angår ydeevne både på og uden for vejen såvel som med hensyn til komfort og teknologi. Vores 'længst tjenende' model-serie er derfor ideelt rustet til at fortsætte sin succeshistorie. Kort sagt er den nye 'G' stadig en 'G' - bare bedre, siger Dr. Gunnar Güthenke, chef for offroad-afdelingen i Mercedes-Benz, i en pressemeddelelse.

Indre værdier
G-klassen kom på markedet i 1979, og sidenhen har designændringerne været meget diskrete. Sådan er det også i denne nyfortolkning, når man kigger på det udvendige, men til gengæld er der sket store ting, når man skræller det ydre lag af.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Den originale G-klasse fra 1979. Foto: Mercedes-Benz
Den originale G-klasse fra 1979. Foto: Mercedes-Benz
 

- Forbedring af et ikon som G-klassen i teknologiske termer var både en udfordring og en mulighed på samme tid. Hver del og hver bolt kom under nøje kontrol, siger Dr. Gunnar Güthenke om udfordringen.

G-klassen er vokset med 53 mm i længden og 121 mm i bredden - resultatet skulle være mere stabil kørsel på især almindelige veje, mens der også er blevet mere plads i kabinen.

Modellen har desuden været på slankekur og smidt 170 kg.

(Artiklen fortsætter under billedet)

I kabinen vil der være mere plads, ligesom materialerne også vil blive forbedret. Foto: Mercedes-Benz
I kabinen vil der være mere plads, ligesom materialerne også vil blive forbedret. Foto: Mercedes-Benz
 

Oven i hatten har modellen fået fem køreindstillinger, adaptiv undervogn og et nyt 'G-mode', som optimerer blandt andet styretøj, undervogn og speederrespons, når man har aktiveret et af de tre differentialer eller reduktionsgearet.

På motorsiden kommer der både kraftfulde diesel- og benzinmotorer fra AMG. I første omgang sendes den nye G-klasse på gaden i en G500-version, hvor motoren er en fire-liters V8-motor med 422 hestekræfter.

Den nye G-klasse lanceres i slutningen af 2018, og priserne er endnu ikke offentliggjort.

Hvad siger du? Er det nye, men velkendte design kedeligt eller fedt?