Ministerforslag: Kommuner må selv sætte fartgrænser

Transportminister Benny Engelbrecht vil give kommunerne større mulighed for at sætte farten ned på lokale strækninger

Transportminister vil åbne for, at kommuner lokalt kan nedsætte hastighedsgrænserne i byer og byzoner. Arkivfoto: Jens Dresling
Transportminister vil åbne for, at kommuner lokalt kan nedsætte hastighedsgrænserne i byer og byzoner. Arkivfoto: Jens Dresling

Står det til transportminister Benny Engelbrecht, skal landets kommuner i højere grad have lov til at sænke hastighedsgrænserne lokalt i byer og byområder, hvis kommunerne tænker, at det kan forbedre trafiksikkerheden.

Det skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse.

Konkret kan det betyde, at der vil komme flere zoner i landets byer, hvor man eksempelvis maksimalt må køre 40 km/t.

- Trafiksikkerheden på de lokale villaveje og i byernes centrum er udfordret, og det kan meget vel få alvorlige følger for legende børn, cyklister, dårligt gående og øvrig trafik. Derfor vil jeg gerne gøre det enklere for kommunerne at sænke hastigheden i de områder, hvor de vurderer, at det vil øge trygheden, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Skal i høring
Hvis en kommune beslutter sig for at lave en lokal hastighedsnedsættelse, vil beslutningen skulle træffes i samarbejde med politiet og balanceres i forhold til hensynet til fremkommelighed og trafikafvikling, understreger Transportministeriet.

Forinden skal ministerens forslag i offentlig høring, hvor alle relevante parter og aktører får mulighed for at give deres mening til kende om forslaget. Herefter vil ministeren træffe en endelig afgørelse, som vil få virkning umiddelbart derefter.