Mulig tyv taget på video: Tanker sjælden BMW et par timer efter tyveri

Politiet har offentliggjort en video af føreren af en værdifuld BMW E30 Alpina, der blev stjålet 26. december

Et diamantsort og supersjældent eksemplar af kultbilen BMW E30 er forsvundet.

Der er tale om en særlig Alpina B6 3,5 S med 'diamantschwarz' metallak, der netop var blevet importeret fra Frankrig og var ved at blive gjort klar til indregistrering, da den blev stjålet fra Tistrup Autoservice mellem Varde og Grindsted 26. december.

Bilen er ikke set, siden den mulige tyv et par timer efter tyveriet tankede benzin på bilen på en tankstation på Fyn og fortsatte over Storebæltsbroen.

Det får nu politiet til at offentliggøre en overvågningsvideo fra tankstationen ved Kildebjerg Syd.

Kørte væk på stjålet nummerplade
Føreren, der på overvågningsvideoen kan ses tanke og købe ind i butikken, beskrives som 20-25 år og dansk af udseende. Han er cirka 170 cm høj, almindelig af bygning og har kort, mørkt hår.

Manden var iført en mørk hat, grå hættetrøje, cowboybukser og sorte kondisko, da kameraet fangede ham på tankstationen. Her er en stjålet nummerplade med registreringsnummer CF 54 032 desuden blevet påsat bag på Alpinaen.

Se også: Kvinde kørte 80 kilometers vanvidskørsel med 200 km/t: - Jeg havde det sjovt

Efter tyveriet efterlyste ejeren af Tistrup Autoservice, Søren Boiskov Hansen, bilen på Facebook. Han fortæller, at han i løbet af kort tid fik henvendelser fra tre personer, der uafhængigt af hinanden havde lagt mærke til den på tankstationen.

- De undrede sig over, at den kørte på den her tid af året. Det er jo et investeringsobjekt, så dem ser man ikke så mange af om vinteren, siger Søren Boiskov Hansen.

Havde tyverisikring
BMW E30 M3 har længe været en af de mest eftertragtede klassiske modeller fra BMW's motorsportsafdeling, og den anses af mange for at være en af de bedste biler, afdelingen nogensinde har bygget.

Bilen kan spottes på sin hækspoiler og brede hjulkasser, der er de mest iøjnefaldende visuelle ændringer i forhold til den almindelige 3-serie coupe, som bilen er baseret på. Det er til gengæld meget svært at se forskel på en BMW M3 og en Alpina B6, hvor det næsten kun er navneskiltene på fronten og bagenden, der afslører Alpinaen.

Under hjelmen har bilen dog en 3,5 liters sekscylindret motor i stedet for den 4-cylindrede S14-motor, BMW selv lagde i M3.

Denne Alpina B6 er desuden udstyret med elektrisk soltag, radio med kassettebåndafspiller og tyverisikring, som dog ikke var nok til at holde tyven væk i denne omgang.

En standardudgave af BMW E30 M3 står til 800.000 kroner herhjemme. Vel at mærke før afgiften er betalt.

Se også: Bulgarsk chauffør og vognmand får 508.000 i bøde for at manipulere lastbil

42 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere