- Når min bil holder stille, tjener jeg ingen penge

Kørelærer Lisette Ahm er frustreret over Færdselsstyrelsens fejl, der betyder, at hendes køreskolebil ikke kan indregistreres

Lisette Ahm kan for tiden ikke bruge sin brugte køreskolebil til at køre med elever, fordi hun ikke kan få den til registreringssyn. Foto: Privat
Lisette Ahm kan for tiden ikke bruge sin brugte køreskolebil til at køre med elever, fordi hun ikke kan få den til registreringssyn. Foto: Privat
Følg Biler

Færdselsstyrelsen har lavet en fejl. Det indrømmede de selv i sidste uge, hvor de erkendte, at der på grund af en fejl siden nytår ikke har været hjemmel i loven til at foretage de såkaldte registreringssyn af motorkøretøjer.

Efter Færdselsstyrelsen opdagede fejlen har de, indtil en ny lov er hastebehandlet og eventuelt vedtaget, ikke mulighed for at foretage registreringssyn af en bestemt type af køretøjer.

Det har store konsekvenser for Lisette Ahm, som er indehaver af og driver køreskolen Ahm's Trafikskole i Roskilde.

Køreskolebiler er nemlig blandt de typer af køretøjer, der er ramt af fejlen, fordi de er ombyggede med såkaldte konstruktive ændringer med blandt andet et ekstra sæt pedaler i passagersiden.

Imidlertid gælder det, at fabriksnye biler med konstruktive ændringer gerne må komme til registreringssyn, mens det ikke gælder for brugte biler med konstruktive ændringer. Netop en af de sidstnævnte ejer Lisette Ahm.

Ikke muligt
Mandag 15. november skrev Færdselsstyrelsen, at 'visse registreringssyn er ugyldige,' hvilket betød, at fra tirsdag 16. november ville det ikke være muligt at få sin brugte bil registreringssynet med konstruktive ændringer. Det var netop tirsdag, at det værksted, som havde ombygget Lisette Ahms bil til at blive køreskoleklar, forsøgte at få bilen gennem et registreringssyn. Her var svaret imidlertid, at det ikke var muligt på grund af udmeldingen fra Færdselsstyrelsen.

Nu står Lisette Ahm med en bil, som er ombygget til at køre som køreskolebil, men som hun ikke få gennem et registreringssyn og derfor ikke kan bruge til at lære eleverne at køre bil.

- Det er mit erhverv. Jeg kan ikke tjene penge. Når min bil holder stille, tjener jeg ikke nogen penge, siger Lisette Ahm til Ekstra Bladet.

Hun understreger, at hun typisk har fire til fem elever pr. dag, og hun anslår, at det vil koste hende 40.000 kr. i omsætning, at hun ikke kan køre.

- Jeg brød fuldstændig sammen i tirsdags. Jeg kan ikke tjene penge, medmindre jeg kører ulovligt i bilen, siger Lisette Ahm.

Må leje
Fordi Lisette Ahm ikke lovligt kan køre i sin egen køreskolebil, da den ikke er gået gennem et registreringssyn efter ombygningen, må hun leje en køreskolebil af en kollega for at kunne få eleverne til køreprøve.

I denne uge skal en af hendes elever, som har ventet siden august på at få en tid til køreprøve, nemlig til køreprøve, og det kommer til at foregå i en anden køreskoles bil, som Lisette Ahm lejer.

- Jeg vil ikke byde hende, at hun skal vente længere på sin køreprøve, siger Lisette Ahm, som efterlyser mere lempelige krav fra Færdselsstyrelsen.

- Når det er deres egen fejl, må de også slække på kravene. Så må man komme forbi et synscenter med sin bil og vise, at tingene er i orden, og så må de give dispensation, indtil det rigtige syn kan foretages, siger Lisette Ahm.

Kan ikke forklare forskel
Hun undrer sig desuden over, hvorfor der er forskel på, hvorfor fabriksnye biler med konstruktive ændringer kan få lov at komme til registreringssyn, når brugte biler med præcis samme ændringer ikke kan. Netop derfor tog hun kontakt til Færdselsstyrelsen for at få svar.

- De kunne ikke forklare, hvorfor der var forskel. At en brugt bil ikke kan registreres, men en ny godt kan giver jo ingen mening, siger Lisette Ahm.

Ekstra Bladet ville gerne have spurgt Færdselsstyrelsen, hvorfor der er forskel, men Færdselsstyrelsen er ikke vendt tilbage med svar på vores spørgsmål inden artiklens deadline.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Kom nu ud af busken, Dyrby