Octavia er tjekkiske Skodas mest solgte bilmodel. Hele 6,5 mio. biler er det hidtil blevet til af modellen, som faktisk blev introduceret helt tilbage i 1959 og siden relanceret i 1996.
Modellen er en særdeles populær familiebil i Danmark, hvor den er Skodas mest solgte model. 48.370 Octaviaer kører der i dag på de danske veje. Alene siden 1. januar 2016 er der blevet solgt næsten 16.000 Octaviaer herhjemme.
Nu kommer Octavia i fjerde generation, og den nye er længere, bredere og mere rummelig, ligesom den har Skodas nye design og masser af andre nyheder.
Det oplyser Skoda Danmark i en pressemeddelelse.
Væk i næsten syv år: Bilmærke vender tilbage til Danmark
Hybrid-udgaver
Octavia IV bliver Skodas næste plug-in-hybridbil efter Superb, og opladningsudgaven af Octavia får en elmotor på 75 kW og en benzinmotor på 156 hk. Tilsammen er ydelsen 204 hk. Batteriet er på 13 kWh, og det giver en elektrisk rækkevidde på 55 km.
Den nye Octavia bliver også Skodas første mild-hybridbil. Konkret vil det sige, at man kan vælge mellem en 1,0-liters eller en 1,5-liters benzinmotor på hhv. 110 og 150 hk, og begge motorer er udstyret med en remdrevet 48 V-startermotor og et 48 V-litium-ion-batteri. Batteriet opsamler energien fra opbremsninger, som startermotoren så bruger til at hjælpe benzinmotoren ved accelerationer og til at trille på el alene.
Vokset i størrelsen
Som det efterhånden er kutymen, når bilfabrikker udvikler nye modeller, så vokser bilerne i størrelse. Det gælder også ved Octavia, hvor hatchbacken er blevet 19 mm længere og stationcaren er blevet 22 mm længere. Bredden er øget 15 mm til 1829 mm, mens akselafstanden er 2686 mm.
De større dimensioner betyder, at der er blevet lagt 5 mm til knæpladsen på bagsædet, så der nu er 78 mm. Samtidig er bagagerummet i stationcaren vokset 30 liter, så det nu rummer hele 640 liter bagage og dermed er klassens største bagagerum. Octavia hatchback rummer 600 liter - 10 liter mere end tidligere.
Yderligere nyheder tæller også eksklusivt udstyr som massagesæder, head-up-display og DSG-automatgear med shift-by-wire. Den nye Octavia introduceres i Danmark til sommer næste år.