Nattefrosten slipper: Nu skal bilejere gøre dette

Det er for alvor blevet tid til, at bilejere skal få monteret sommerdæk på deres biler

I takt med at temperaturen stiger, skal vinterdækkene udskiftes med sommerdæk. Arkivfoto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
I takt med at temperaturen stiger, skal vinterdækkene udskiftes med sommerdæk. Arkivfoto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Hvis ikke man allerede har fået smækket sommerdæk på bilen, er det på høje tid. Når døgntemperaturen nærmer sig syv grader, er det nemlig tid til at skifte til sommerdæk.

Sådan lyder en af SOS Dansk Autohjælps tommelfingerregler, når det gælder dæk.

Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

- Mange bilister er i tvivl om, hvornår de skal skifte vinterdækkene ud med sommerdæk. En god tommelfingerregel er, at når både dags- og nattetemperaturerne ligger stabilt over syv grader, så er det tid at skifte, da vinterdæk har dårligere vejgreb og bremselængde ved højere temperaturer, siger Jeppe Damgaard, teknisk chef hos SOS Dansk Autohjælp.

Ikke en god idé
Selvom det for de fleste kan lyde farligere at køre på sommerdæk om vinteren end omvendt, er det heller ikke en god idé at køre på vinterdæk, når sommeren er over os.

- Vinterdæk fremstilles af et blødere gummimateriale, den såkaldte compound, der giver bedst muligt vejgreb i vintermånederne. Men når først døgntemperaturen passerer de syv grader, bør man skifte til sommerdæk, som er hårdere og har større faste overflader, siger Jeppe Damgaard.

- Det betyder, at bilen ligger mere stabilt på vejen, har kortere bremselængde og dermed større trafiksikkerhed. Samtidig kan det betale sig rent økonomisk. De blødere vinterdæk slides nemlig hurtigere på de varme veje, siger han.

Selvom lovgrænsen i forhold til dæks mønsterdybde ligger på 1,6 mm, anbefaler SOS Dansk Autohjælp helt i tråd med flere andre organisationer og dækfabrikanter, at dækkene har minimum 3 mm mønster.