Ni byer har indført dieselforbud: Nu rammes den første tyske motorvej

Essen og Gelsenkirchen har besluttet at indføre forbud mod de ældste dieselbiler, der vil træde i kraft i midten af 2019

Hamborg indførte tilbage i juni et forbud mod ældre dieselbiler på udvalgte strækninger i byen. Foto: Daniel Bockwoldt/AP/Ritzau Scanpix
Hamborg indførte tilbage i juni et forbud mod ældre dieselbiler på udvalgte strækninger i byen. Foto: Daniel Bockwoldt/AP/Ritzau Scanpix

De tyske dieselforbud, der siden februar i år har indtaget en række tyske storbyer og sendt ældre dieselbiler på retræte, er nu nået til det gamle tyske industriområde ved Ruhr-floden.

Her har forurenings-niveauet i Essen og Gelsenkirchen tvunget de to byer til at overgive sig til forbudspolitikken og indføre skærpede krav fra midten af 2019. Det får det samlede antal tyske byer med dieselforbud til at stige til ni, og det verdensberømte tyske motorvejsnet kan nu heller ikke længere se sig fri for forbud.

A40-motorvejen mellem Essen og Duisburg, der også kaldes 'Ruhrsnellweg', vil blive en blå miljøzone. Det skriver Auto, Motor und Sport.

Nyere dieselbiler i fare
Det er distriktsdomstolen i Gelsenkirchen, der har besluttet at indføre forbuddene. I Gelsenkirchen er det kun en enkelt vej, Kurt-Schumacher-Strasse, der bliver ramt, mens en endnu ikke defineret, men 'stor del af Essen centrum' ifølge mediet vil blive berørt.

I begge byer vil forbuddene træde i kraft 1. juli 2019, men til at begynde med vil det ramme hårdest i Gelsenkirchen. Her vil man nemlig fra begyndelsen forbyde biler, der ikke opfylder kravene til Euro6.

Det blev først obligatorisk for biler at leve op til den næste euronorm, Euro6, i september 2014, og mange bilejere vil således få svært ved at køre ned ad Kurt-Schumacher-Strasse i det nye år.

I Essen tager man den lidt mere med ro. 1. juli vil det kun være tilladt at køre ind med en bil, der har Euro5 eller højere. Det vil sige en bil fra efter september 2009. Allerede efter to måneder er det dog ifølge Auto, Motor und Sport planen, at man også vil smide Euro5-bilerne på porten, så hele Essens bymidte bliver lukket land for biler fra før 2014.

For handlende vil der dog være undtagelser.

Se også: Briterne vil have bilgiganterne til at bløde: Så dyrt bliver det at snyde

Grænseværdi er svær at nå
Inden forbuddene træder i kraft, kan distriktsregeringen i Münster vælge at appellere domstolens afgørelse. Det er dog endnu ikke klart, om man vil gøre det.

Forbuddene er et resultat af, at en lang række tyske byer har mere end almindeligt svært ved at nå ned under EU's grænseværdi for forurening. Den ligger på 40 mg NOx pr. kubikmeter, og i Essen ligger forureningen ifølge Auto, Motor und Sport på 50 mg pr. kubikmeter.

Byen er dog langtfra alene med problemet - i alt 65 tyske byer opfyldte ikke EU's forureningskrav sidste år, skriver mediet. Det fik i februar forvaltningsdomstolen i Leipzig til at åbne for, at de forureningsplagede storbyer kunne indføre forbud.

Hamborg blev den første by, der indførte et dieselforbud tilbage i juni, og siden er Stuttgart, Frankfurt, Berlin, Mainz, Bonn og Køln fulgt med.

Se også: Bastarden fra Stuttgart: Ny SUV får hybridbiler til at se gammeldags ud

184 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere