Nu begynder bilfabrikkerne at producere biler igen

Flere af de store europæiske bilfabrikker indleder nu en gradvis genåbning af produktionen

Blandt andre Toyotas europæiske bilfabrikker vil nu åbne for produktionen efter en længere corona-nedlukning. Foto: Toyota
Blandt andre Toyotas europæiske bilfabrikker vil nu åbne for produktionen efter en længere corona-nedlukning. Foto: Toyota

Da coronavirussen for alvor brød ud i Europa, lukkede mange af de store europæiske bilfabrikker for produktionen af biler. Nu begynder flere af dem dog gradvist at åbne igen, så der atter kan blive bygget nye biler.

Blandt andre Volkswagen oplyser i en pressemeddelelse, at produktionen af personbiler genstarter på deres fabrikker i Zwickau og Bratislava fra 20. april.

Efterfølgende genoptages produktionen på andre Volkswagen-fabrikker i Tyskland, Portugal, Spanien, Rusland, Sydafrika samt Nord- og Sydamerika. Produktionen har været lukket ned siden 19. marts.

Sælger ingen biler: Volkswagen bruger over 16 milliarder om ugen

- På baggrund af Delstats- og Forbundsmyndighedernes beslutninger og en delvis åbning af andre europæiske lande er forholdene til stede til trinvis at kunne genstarte produktionen. Volkswagen har de seneste tre uger været i gang med forberedelser til en trinvis genåbning af fabrikkerne. Udover at udvikle et omfattende katalog med tiltag til beskyttelse af de ansattes helbred har vi arbejdet på at genetablere forsyningskæderne, siger Ralf Brandstätter, COO for Volkswagen Personbiler, i en pressemeddelelse.

Fokus på ansatte
Japanske Toyota har også flere europæiske bilfabrikker, som har været lukket ned på grund af coronakrisen. Toyota offentliggør nu i en pressemeddelelse, at bilgiganten i næste uge gradvist genåbner tre af sine europæiske fabrikker i Frankrig og Polen.

Toyotas franske fabrik, der ligger i Valenciennes tæt på grænsen til Belgien, er hjemsted for produktionen af koncernens bedst sælgende bilmodel, Yaris, mens de to polske fabrikker producerer motorer og gearkasser til netop Yaris.

På fabrikken i Frankrig genoptager Toyota i første omgang produktionen i begrænset omfang fra onsdag 22. april. Den gradvise genoptagelse af produktionen betyder, at man vil producere betydeligt mindre sammenlignet med normale omstændigheder. Toyota understreger, at den forsigtige tilgang er valgt for at sikre de højeste sikkerheds- og sundhedsmæssige standarder for Toyotas ansatte, 'hvilket er absolut førsteprioritet'.

I de første to uger af opstartsfasen vil Toyotas franske fabrik arbejde i etholdsskift i stedet for de normale treholdsskift.

Ifølge Automotive News Europe har også Audi, Renault, Hyundai og Volvo planer om at påbegynde genåbningen af europæiske bilfabrikker.

Disse brugte biler sælges på kun ti dage