Nu blitzer nye fartkameraer: Danske bilister risikerer store bøder

Hver eneste dag passerer 62.000 køretøjer stedet

Her er de fem ting, der er udskrevet flest bøde for i trafikken i 2019. Video: Tariq Mikkel Khan / Ritzau Scanpix. Redigering: Max Madsen

Siden 1. juli i år har det været lettere for andre EU-lande at sende færdselsbøder begået i det pågældende land hjem til en dansk trafikant. Her trådte et EU-direktiv i kraft, der gjorde det muligt for udenlandske myndigheder at slå op i det danske motorregister, så myndighederne kunne sende bøder direkte hjem til danske bilister, der havde overtrådt trafikregler i andre EU-lande.

Intelligente stærekasser
Skal du sydpå i bil, er der grund til at være ekstra opmærksom. For ikke alene er Tyskland et af de EU-lande, hvor danske bilister får flest færdselsbøder, men torsdag i denne uge tages der også nye fartkameraer i brug på motorvejsbroen, der fører motorvej A7 over Kieler-kanalen.

Det skriver JydskeVestkysten.

At der er stærekasser på strækningen er ikke nyt, for det har der været længe, men nu er de blevet mere intelligente.

Ved om det blæser
I udgangspunktet er fartgrænsen på motorvejsbroen 100 km/t, men hvis det blæser, kan hastigheden nedsættes, og lastbiler må generelt kun køre 60 km/t. De tidligere stærekasser kunne dog ikke kende forskel på lastbiler og personbiler, hvorfor lastbiler ikke blev blitzet, hvis de kørte hurtigere end 60 km/t. Desuden kunne de tidligere fartmålere heller ikke tage højde for, hvis der var midlertidig nedsat hastigheder for bilister, f.eks. på grund af blæsevejr, men det bliver der lavet om på nu.

Danskere smugler skadeligt biludstyr til landet

Derfor kan de 62.000 trafikanter, som hvert døgn passerer broen, fra på torsdag se frem til, at stærekasserne kan skelne mellem lastbiler og personbiler, ligesom de kan tage højde for midlertidig nedsat hastighedsgrænse.

Tung trafik
Ifølge JydskeVestkysten begrundes den nedsatte hastighed for lastbiler på motorvejsbroen især med, at broens konstruktion skal skånes.

Tilbage i 2015 viste en kontrol omfattende skader på selve bro-konstruktionen, og derfor skal der i 2026 stå en ny motorvejsbro klar.

Indtil den er færdigbygget, skal den nuværende dog skånes så vidt muligt, og derfor må den tunge trafik ikke køre hurtigere end 60 km/t.

Kører man for stærkt på strækningen, kan man risikere bøder på til 600 euro.

Motorvej har fået et ekstra spor: Bilister sparer tusindvis af timer