Nu bliver der gjort mere rent på motorvejstoiletter

Vejdirektoratet skruer op for rengøringen på toiletter langs danske motorveje

På danske rastepladser vil der i den kommende periode blive gjort ekstra meget rent på toiletterne. Foto: Bo Amstrup
På danske rastepladser vil der i den kommende periode blive gjort ekstra meget rent på toiletterne. Foto: Bo Amstrup

Man behøver ikke at frygte, at coronavirus vil fjerne mulighederne for at tanke bilen eller lastbilen langs de danske motorveje. Tankstationerne langs motorvejsnettet holdes åbne, og Vejdirektoratet øger desuden rengøringen på toiletterne på rastepladserne.

Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Flere restauranter, caféer og lignende på rastepladserne ved motorvejene er dog midlertidigt lukket ned, hvorfor der vil være færre toiletter til rådighed for rejsende.

Vejdirektoratet har iværksat en skærpet rengøringsindsats på toiletterne på de ubemandede rastepladser langs statsvejnettet for at mindske risikoen for spredning af coronavirussen. 

Se også: Benzinselskab passer ekstra godt på: Må ikke blive syge

Helt konkret betyder det, at toiletterne bliver rengjort to gange dagligt, ligesom der sprittes af på udsatte flader. 

- Vores rastepladser besøges hver dag af et stort antal trafikanter, herunder også den erhvervsmæssige transport, der står for at sikre varetransporten. Det er afgørende for os, at trafikanterne fortsat kan tanke deres køretøjer, og at de kan føle sig trygge, når de benytter vores toiletfaciliteter langs det overordnede vejnet. Derfor har vi iværksat denne skærpede rengøringsindsats, siger Søren Andersen, områdechef fra Vejdirektoratet, i pressemeddelelsen.

Større krav
Toiletter, som ligger ved de såkaldte Info-terier, som er de rastepladser med servering uden tankanlæg, og ved de store serviceanlæg, drives af eksterne kontrakthavere, hvorfor det altså er deres ansvar at holde styr på forholdene.

- Det er af væsentlig betydning for os, at trafikanterne har rengjorte og hygiejniske toiletter/handicaptoiletter til deres rådighed i denne tid - også på Info-terier og de store bemandede serviceanlæg - uanset om der nu er lukket for servering på stederne, siger Jens Pedersen, seniorkonsulent fra Vejdirektoratet.

- Derfor har vi meddelt kontrakthaverne, at vi forventer, at serviceniveauet på toilet-området er forhøjet under hele denne periode, hvor der sker indskrænkninger i samfærdslen og muligheder for servering for at bekæmpe coronavirussen, siger han. 

Se også: Nu bliver dansk motorløb også udsat

67 kommentarer
Vis kommentarer