Nu bliver det lettere at lade elbilen på Bornholm

De nye ladestandere forventes at kunne tages i brug i juli måned

Elbilejere får lettere ved at få 'tanket' strøm på bilen, når 11 nye ladestandere hen over sommeren åbner på Bornholm. Foto: Peter Hove Olesen
Elbilejere får lettere ved at få 'tanket' strøm på bilen, når 11 nye ladestandere hen over sommeren åbner på Bornholm. Foto: Peter Hove Olesen

Gode muligheder for at oplade bilen er en væsentlig del af det at eje og køre i en elbil. Nu bliver det lettere for elbilsejere, som bor eller besøger solskinsøen Bornholm, at få strøm på maskineriet.

Bilejernes forbruger- og interesseorganisation, FDM, har netop vundet et udbud som operatør på et net af ladestandere fordelt på ni lokationer rundt om på Bornholm.

Det oplyser FDM i en pressemeddelelse.

Det er Bornholms Regionskommune, der har sendt opgaven i udbuddet, som gælder for de kommende syv år med mulighed for yderligere to års forlængelse. Kommunen ønsker at forbedre muligheden for at oplade elbiler på Bornholm.

Med støtte fra EU-midler står regionskommunen for ledningsarbejdet under jorden, mens FDM som operatør har ansvaret for opsætning og drift og vedligeholdelse af ladestanderne.

- Bornholms Regionskommune har de sidste 10 år arbejdet på at blive en bæredygtig grøn ø også, når det kommer til vores transport. En af de største udfordringer for at få endnu flere elbiler ud og køre har indtil nu været at sikre tilstrækkelige ladestandere, derfor er vi rigtigt glade for samarbejdet og projektet i det hele taget, siger Bornholms borgmester Winni Grosbøll.

Se også: Udvalget af brugte elbiler vokser med stor kraft

Kræver ikke abonnement
FDMs rolle bliver at være operatør for de i alt 11 ladestandere rundt om på Bornholm. To af ladestanderne vil være såkaldte hurtigladere, der kan oplade elbiler med strøm nok til op til 300 km på én time.

Artiklen fortsætter under grafikken ...

Her kan du se, hvor de nye ladestandere på Bornholm skal placeres. Grafik: FDM
Her kan du se, hvor de nye ladestandere på Bornholm skal placeres. Grafik: FDM

- Det er en mærkesag for FDM at hjælpe den grønne omstilling på vej, og vi arbejder for at gøre det så nemt som muligt for bilister at vælge mere bæredygtige løsninger. Som bilejernes forbruger- og interesseorganisation ser vi derfor frem til opgaven som ladeoperatør på Bornholm med en løsning, der sikrer både danske og udenlandske elbilister en nem, billig og lige lademulighed for alle, siger Thomas Møller Thomsen, adm. direktør i FDM.

Det kræver ikke et medlemskab af FDM eller anden form for abonnement at lade på de nye standere, der kan benyttes af alle elbilejere. Betaling kan ske enten via app, ladebrik eller anden roamingaftale.

- En veludbygget ladeinfrastruktur er helt afgørende, hvis vi skal have folk til at vælge opladelige biler til, så vi kan nå målsætningen om op mod en million elektrificerede biler i 2030. Høje etableringsomkostninger giver høje forbrugerpriser, og står ofte i vejen for, at flere operatører sætter ladestandere op. Her adskiller projektet på Bornholm sig ved, at investeringen i det dyre underjordiske arbejde finansieres af offentlige midler. Det er en løsning, FDM gerne ser flere steder i landet. Det vil øge konkurrencen operatørerne imellem og give forbrugerne lavere priser på opladning, siger Thomas Møller Thomsen.

Arbejdet med opsætningen af ladestanderne går i gang til maj, og standerne forventes at kunne tages i brug i juli måned.

De nye bornholmske ladestandere

Fakta om ladestanderne
9 AC-ladestandere med 22 kW Type 2-ladeudtag

2 DC-hurtigladestander med 60 kW CCS Combo-ladeudtag

Ladestanderne leveres af Spirii og har hver to udtag

Strømmen leveres af Bornholms Energi & Forsyning

Der bliver tidsbegrænsning og krav om opladning ved parkering ved ladestanderne

Kilde: FDM

Se også: Bilforhandlere forventer drastisk nedgang: - Det rammer hårdt

22 kommentarer
Vis kommentarer