Nu er det officielt: Nye bilafgifter er vedtaget

Tirsdag blev en ny lov om ændring af registreringsafgiften på biler vedtaget

De nye afgifter på biler er nu vedtaget og gælder fra 18. december i fjor. Arkivfoto: Peter Hove Olesen
De nye afgifter på biler er nu vedtaget og gælder fra 18. december i fjor. Arkivfoto: Peter Hove Olesen

Der skal flere grønne biler på de danske veje, og derfor skal det være mere attraktivt at købe biler med lav eller ingen udledning.

I december indgik regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten derfor en aftale kaldet 'Aftale om grøn omstilling af vejtransporten'. Målet er, at antallet af nul- og lavemissionsbiler i 2030 er 775.000, og tirsdag 9. februar blev lovændringen endeligt vedtaget. Ændringen gælder dog allerede fra 18. december i fjor, hvor forslaget blev fremsat.

Det skriver De Danske Bilimportører i en pressemeddelelse.

- Det er godt, at vi om sider har fået vished for, hvordan den fremtidige registreringsafgift vil se ud. Registreringsafgiften er høj i Danmark, og derfor er det helt afgørende at den indrettes med de rette grønne incitamenter, siger Mads Rørvig, administrerende direktør i De Danske Bilimportører.

- Det er positivt, at den nye lov er langsigtet og rækker helt frem til 2030. Det gør at bilindustrien bedre kan investere i den grønne omstilling i modsætning til tidligere, hvor man i Danmark har ændret bilbeskatningen for grønne biler nærmest hvert år, siger Rørvig.

Vi jagter disse biler: - Interessen er eksploderet

Nu gælder dette
Den nye lovændring medfører blandt andet, at registreringsafgiften på biler fremover baseres på dens værdi samt CO2-udledning, ligesom der indføres et bundfradrag for alle person- og varebiler, samtidig med at alle fradrag og tillæg for brændstofeffektivitet og sikkerhedsudstyr afskaffes.

Nybilsalget blev hårdt ramt: - Vi er meget bekymrede