Nu er Tesla verdens mest værdifulde bilmærke

Elbilproducenten har henvist Toyota til andenpladsen

Amerikanske Tesla er nu verdens mest værdifulde bilmærke. Foto: Benny Kjølhede
Amerikanske Tesla er nu verdens mest værdifulde bilmærke. Foto: Benny Kjølhede

Den amerikanske elbilproducent Tesla er nu verdens mest værdifulde bilmærke, efter Tesla-aktien har rundet en kurs på 1000 dollars for første gang, og dermed har Tesla overhalet Toyota som verdens mest værdifulde bilmærke.

Det skriver blandt andre Telegraph og New York Post.

Efter Tesla-chef Elon Musk onsdag annoncerede i en email til firmaets ansatte, at det er 'tid til at gå all-in' med henvisning til snarlig masseproduktion af en elektrisk lastbil med Tesla-logo i front, steg aktien med 8,9 procent, så den landede på 1025,05 dollars pr. aktie.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Her ses Teslas lastbil 'semi truck', som amerikanerne gør klar til at sende i masseproduktion. Foto: Alexandria Sage/Ritzau Scanpix
Her ses Teslas lastbil 'semi truck', som amerikanerne gør klar til at sende i masseproduktion. Foto: Alexandria Sage/Ritzau Scanpix
 

Dermed lander Teslas samlede værdi på 190 milliarder dollars, svarende til 1,245 billioner kroner. Til sammenligning er Fords værdi 27 milliarder dollars, mens General Motors' værdi er 41 milliarder dollars.

Allerede tilbage i januar var Teslas værdi større end Ford og General Motors til sammen. Onsdagens aktiestigning for Tesla betyder nu, at den amerikanske bilproducent er verdens mest værdifulde af slagsen. Toyota, som har haft titlen indtil nu, har en værdi på 182 milliarder dollars.

Se også: Dansk bank lukker for lån til benzin- og dieselbiler

Dominerer markedet
Herhjemme er det også Tesla, som har sat sig på elbilsalget. 374 elbiler fik nummerplader på i maj, og ud af de elbiler var 103 af dem en Tesla Model 3.

Ud af de 5224 solgte elbiler i 2019 var 2439 et eksemplar af Tesla Model 3. Modellen blev desuden kåret som Årets Bil i Danmark 2020.

Tesla har altså medvind, og rygstødet kan potentielt blive større.

Den amerikanske elbilproducent har nemlig planer om at lancere en nyt lavprisbatteri med lang levetid i de udgaver af den populære Model 3, som produceres i Kina, senere på året eller senest i begyndelsen af 2021.

Batteriet vil gøre det så billigt at producere en elbil, at det kan bringe prisen på en elbil ned på niveau med tilsvarende benzinbiler.

Batterierne kaldes 'million mile battery', fordi det forventes, at de bliver så effektive og holdbare, at de i deres levetid vil kunne klare at køre en million miles, altså 1,6 millioner kilometer.

Se også: Tesla vil lancere nyt superbatteri: Gør elbiler billige som benzinbiler

291 kommentarer
Vis kommentarer