Nu holder politiet særligt øje med dette i trafikken

Politiet vil i denne uge have særligt fokus på, om bilister og andre trafikanter bruger sikkerhedssele

Politiet vil holde øje med, om trafikanter bruger bilerns sikkerhedsudstyr. Arkivfoto: Jens Dresling
Politiet vil holde øje med, om trafikanter bruger bilerns sikkerhedsudstyr. Arkivfoto: Jens Dresling

I Danmark er det lovpligtigt at benytte sikkerhedssele, når man kører i sin bil, og fra mandag 8. marts til og med søndag 14. marts vil politiet landet over holde øje med, om bilister og andre trafikanter sørger for at bruge sikkerhedsselen og andet sikkerhedsudstyr under kørsel.

Landets politikredse deltager således i denne uge i en fælles europæisk politiindsats mod manglende brug af sikkerhedsseler og andet sikkerhedsudstyr under kørsel.

Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

- Ved ikke at bruge sele under kørslen, er det ikke kun farligt for en selv. Det kan også være farligt for ens medpassagerer, da man helt automatisk vil blive kastet rundt i kabinen, når uheldet sker, siger Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Så mange bilister gik i politiets fælder

Fremskridt uden effekt
Undersøgelser har vist, at brugen af sikkerhedssele halverer risikoen for som bilist at blive dræbt i et uheld, og netop det understreger, hvorfor man som bilist skal sørge for at bruge det sikkerhedsudstyr, som biler har.

- Man skal være opmærksom på, at de store fremskridt, som bilproducenterne gør i forhold til bilernes meget høje sikkerhedsniveau, med eksempelvis airbags mv. ikke har den store effekt, hvis ikke man anvender sikkerhedssele. Derudover skal føreren notere sig, at han eller hun er ansvarlig for, at børn ligeledes er fastspændt under kørslen, siger politiassistenten.

I 2020 blev i alt 13.015 bilister sigtet for manglende anvendelse af sikkerhedssele.

Ny lov giver bedre muligheder: Så mange biler har politiet konfiskeret