Nu kan din bilradio blive overtaget på Storebæltsbroen

A/S Storebælt har taget hul på et forsøg med lokale radiovarslinger på Storebæltsforbindelsen

A/S Storebælt vil teste radiovarsling af vejarbejde, så kun de bilister, der nærmer sig strækningen, får advarslen. Foto: PR
A/S Storebælt vil teste radiovarsling af vejarbejde, så kun de bilister, der nærmer sig strækningen, får advarslen. Foto: PR

'Vejarbejde forude, hastighedsbegrænsning 80 km/t'.

Sådan kan det i uge 21 pludselig lyde i din bilradio, når du krydser Storebæltsbroen, selv om du er i gang med at høre noget helt andet.

Årsagen er, at A/S Storebælt i samarbejde med Syddansk Innovation (SDI) og Warning Systems i denne uge tester signaludstyr, som skal være med til at få bilisterne til at sænke farten ved vejarbejde og reducere risiko for uheld, og derfor vil bilister over bilradioen blive mødt med en varsling om vejarbejder ved Sprogø.

Det oplyser Sund & Bælt i en pressemeddelelse.

I ugens løb testes effekten af systemet Safe Track, som SDI/Warning Systems har sat op ved et lokalt vejarbejde på forbindelsen. Ved at udsende en melding til bilisterne, når de nærmer sig vejarbejdet, er håbet, at bilisterne løfter foden fra speederen og samtidig retter hele fokus på vejen foran dem. På den måde skal varslinger være med til at sikre, der sker færre uheld.

- Vi oplever generelt, at bilisterne glemmer at sætte farten ned, når de passerer vejarbejder på Storebælt, og det skaber farlige situationer, både for bilisterne og for vores kolleger, som arbejder på broen. Derfor ser vi frem til at teste, om vi kan bruge varslinger direkte til den enkelte bilradio til at forbedre sikkerheden på broen, siger Kim Agersø Nielsen, chef for konstruktioner og anlæg hos Sund & Bælt, i pressemeddelelsen.

Se også: Laveste antal ulykker i 35 år

Varsling via radioen
Nogle hundrede meter før bilisterne kører forbi vejarbejdet, vil deres radio blive afbrudt med en lokal trafikmelding, som fortæller, at der er 'vejarbejde forude, hastighedsbegrænsning 80 km/t.'

Herefter skifter radioen automatisk tilbage på den oprindelige kanal. Varslingen kommer kun til at ramme bilister, der kører mod Fyn, da det er her, der arbejdes.

- Vi er i gang med en lang række af initiativer, som skal øge sikkerheden for bilister og medarbejder på broen, bl.a. via nye og større skilte til trafikinformation og bedre trafikovervågning. Vi håber derfor, at forsøget giver et positivt resultat, og det på sigt bliver muligt at supplere vores indsats med Warning Systems’s udstyr til gavn for alle, der benytter vores forbindelse, slutter Kim Agersø Nielsen.

Se også: Bilers sikkerhedssystemer melder ikke om fejl: - Det er bekymrende

67 kommentarer
Vis kommentarer