Hvis du vil vifte med de royale faner, når du kører rundt i din bil, skal du overveje at investere i denne Fisker Karma, som er til salg på Bilbasen.
Som navnet indikerer, er Fisker Karma tegnet og udviklet af danske Henrik Fisker, som står bag smukke biler som BMW X5, BMW Z8, Aston Martin DB9, Fisker Ocean - og så Fisker Karma.
Karma var den første bil, som Henrik Fisker selv tegnede og udviklede fra bunden, uden at have en bilproducent i ryggen. Dette eksemplar er endda så unikt, at det er bil nummer ni ud af i alt 2450 byggede.
Den første Karma, som blev produceret, fik skuespilleren Leonardo DiCaprio lov at køre rundt i, mens bil nummer ni, altså denne, blev leveret til Kronprins Frederik, som blev bilens første ejer.
Det skriver Bilbasen Blog.
Artiklen fortsætter under billederne ...
Modellen kørte herefter rundt som Krone 78 i omtrent et halvt årti, inden den blev solgt tilbage til den danske forhandler Nellemann. I 2013 indregistrerede Jacob Nellemann selv bilen for derefter at deltage i det legendariske Gumball 3000-rally.
I dag har bilen kørt 35.000 kilometer og står til salg til en pris på 645.000 kroner inklusive danske afgifter.
Fisker Karma er en plug-in hybrid, der har en fire-cylindret rækkemotor og to elmotorer, hvilket giver en samlet ydelse på 409 hk. 0-100 km/t-sprinten klarer bilen på 5,9 sekunder, mens topfarten er på 201 km/t.
Du finder den unikke tidligere royalt ejede danskerbil til salg på Bilbasen her, hvis den da ikke er blevet solgt i mellemtiden.