Nu kan du lynlade elbilen ved færgelejet

Aarhus får nu sin første offentlige lynladestation

Aarhus får sin første lynladestation, som i den første måned er gratis at bruge. Foto: PR
Aarhus får sin første lynladestation, som i den første måned er gratis at bruge. Foto: PR

Når man som elbilejer holder og venter på at skulle med færgen ved det nye færgeleje i Aarhus, kan man lige så godt få noget strøm på maskineriet.

Ladeoperatøren Clever tilbyder nemlig fra i dag opladning på en helt ny lynladestation på Aarhus Havn med to ladere, der med opladning på 300 kW gør det muligt at lade omkring 450 elbiler om ugen.

Det oplyser Clever i en pressemeddelelse.

- En lynladestation på Aarhus Havn ved Molslinjens nye færgeleje giver rigtig god mening. Med den nye lynladestation får alle de aarhusianske elbilejere nemlig let ved at lade deres elbil hurtigt op i hverdagen  samtidig med, at alle de færgerejsende får mulighed for at lade undervejs på deres rejser. På den måde sikrer vi nem opladning for både besøgende og lokale elbilister og gør det nemt for flere at vælge elbilen til, siger Casper Kirketerp-Møller, direktør i Clever, i pressemeddelelsen.

Det vil med andre ord sige, at lynladeren både er til de færgerejsende og til helt almindelige, som skal have hurtig strøm på deres bil.

Mange danske biler ramt: Kan bryde i brand

Gratis i en måned
Hos Molslinjen glæder de sig over det nye tilbud til kunderne.

- Vi leder hele tiden efter både små og store skridt, når det gælder den grønne dagsorden. Vores færger er  en vigtig del af dansk infrastruktur, så det ansvar tager vi på os. Og heldigvis ser vi flere og flere elbiler på  færgerne, så nu kan de lade både på pladsen og ombord, siger Carsten Jensen, der er administrerende  direktør for Molslinjen.

I den første måned vil det faktisk være gratis for ejere af elbiler at få strøm på bilen på lynladestationen.

- Vi kører test på ladeudstyret i den kommende måneds tid, og derfor vil den være åben for alle. Der er altså ikke brug for at scanne ladebrik, betalingskort, bruge app eller andet. Man slutter bare bilen til og trykker på 'start opladning', og så starter den, oplyser Clever til Ekstra Bladet.

Det er den aarhusianske energikoncern NRGi, der har medvirket i realiseringen af projektet.

Populær elbil ramt: Bekræfter batterifejl