Nu kan elbiler komme hurtigere fra København til Oslo

Brændstofkæden Circle K har åbnet en korridor af superladere på den 600 kilometer lange rute

Ingen elbiler er endnu klar til at drage nytte af ladestationernes fulde kapacitet. Den nye Audi e-tron lader eksempelvis med 150 kW. Foto: Audi
Ingen elbiler er endnu klar til at drage nytte af ladestationernes fulde kapacitet. Den nye Audi e-tron lader eksempelvis med 150 kW. Foto: Audi

Lang ventetid ved ladestanderen har længe været en af de største stopklodser for elbilejere med udlængsel.

Der er stadig langt mellem ladestationer med mulighed for hurtigopladning, men drømmer man om at køre mod nord i sin elbil, så er det nu blevet en hel del nemmere. Circle K har nemlig åbnet det, brændstofkæden selv kalder 'en korridor af superladere' på ruten mellem København og Oslo.

For hver 120 kilometer finder man her en ladestation, der er i stand til at sende 350 kW ind i elbilbatteriet. Der er med andre ord mulighed for lynhurtig opladning - faktisk hurtigere, end nogen serieproduceret elbil i øjeblikket er i stand til.

Det skriver Circle K i en pressemeddelelse.

Haler ind på Tesla
Circle K har åbnet ladestationerne i samarbejde med Ionity, der også har åbnet fem stationer i Danmark. Bag Ionity står en række bilproducenter, og målet er blandt andet at give Teslas netværk af ladestandere baghjul.

Tesla har længe haft et forspring og har det for så vidt stadig, når man kigger isoleret på antallet af ladestandere mellem København og Oslo. Mens brændstofkædens korridor består af fire stationer på ruten, har Tesla til sammenligning otte.

De er imidlertid 'kun' i stand til at pumpe strøm med 120 kW, som indtil for nylig har været grænsen for Teslas elbiler.

Se også: Nu kan elbiler komme lynhurtigt over Storebælt

Kapløb om kW-ladning
Der findes efterhånden flere elbiler, der er i stand til at lade med mere end 120 kW. Det gælder blandt andet Tesla Model 3, der kan tage imod 250 kW, og Audi e-tron, der lader med 150 kW.

Evnen til at lade batteriet hurtigt op er blevet en af de ting, som bilproducenterne konkurrerer om på linje med rækkevidden. Audi skriver eksempelvis på sin hjemmeside, at e-tron elbilen 'er klar til den næste lange strækning' efter cirka en halv times opladning med 150 kW.

Den første elbil, der kan håndtere alle 350 kW, som den nye ladekorridor har til rådighed, bliver Porsches kommende elbil, Taycan. Den skal efter planen lanceres senere i år.

Se også: Byer kan sende gamle varebiler på porten

74 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere