Nu kan en ny Volvo ikke køre mere end 180 km/t.

- Vi mener, at vi som bilproducent har et ansvar for at forbedre trafiksikkerheden, lyder det fra Volvo

Nye Volvo-biler er automatisk begrænset til en topfart på 180 km/t. af sikkerhedsmæssige årsager. Arkivfoto: Bob Strong/Reuters/Ritzau Scanpix
Nye Volvo-biler er automatisk begrænset til en topfart på 180 km/t. af sikkerhedsmæssige årsager. Arkivfoto: Bob Strong/Reuters/Ritzau Scanpix

Hvis du er en af dem, der godt kan lide at sætte kurs mod Tyskland til Autobahn-strækningerne med fri hastighed for at køre på den anden side af 200 km/t., når du eksempelvis skal på ferie, skal du i fremtiden holde dig fra at købe en Volvo.

Volvo vil nemlig begrænse topfarten på alle nye biler bygget fra uge 22 til 180 km/t. som et led i deres vision om, at ingen skal dø eller komme alvorligt til skade i en Volvo.

Det oplyser Volvo Danmark i en pressemeddelelse.

- Vi mener, at vi som bilproducent har et ansvar for at forbedre trafiksikkerheden, siger Malin Ekholm, leder af Volvo Cars Safety Center, i pressemeddelelsen.

- Vores hastighedsbegrænsende teknologi og den dialog, den har sat i gang, passer ind i denne vision. Hastighedsbegrænsningen og Care-nøglen hjælper bilisterne med at reflektere og indse, at bilkørsel potentielt kan være farlig, samtidig med at det giver ekstra ro i sindet og understøtter større ansvarlighed i trafikken, siger han.

Se også: Tesla vil lancere nyt superbatteri: Gør elbiler billige som benzinbiler

Kan begrænses yderligere
Foruden en begrænset topfart på 180 km/t. kommer alle nye Volvo-biler med en såkaldt 'Care'-nøgle, der gør det muligt for Volvo-ejere at indstille yderligere begrænsninger for bilens tophastighed, for eksempel hvis de låner deres bil til familiemedlemmer eller til yngre, uerfarne bilister.

- Disse to initiativer sender et stærkt signal om farerne ved at køre for stærkt, hvilket understreger Volvo Cars’ position som førende inden for sikkerhed. Begge funktioner illustrerer, hvordan bilproducenter aktivt kan tage ansvar for at opnå nul dødsfald i trafikken og understøtte ansvarlig adfærd i trafikken, skriver Volvo om de nye systemer.

Bilproducenten understreger, at hastighedsbegrænsningen har været genstand for debat, fordi nogle mener, at bilproducenter ikke bør have ret til indføre den slags begrænsninger gennem tilgængelig teknologi.

- Alligevel mener Volvo Cars, at de har en forpligtelse til at fortsætte traditionen med at være en pioner i diskussionen omkring bilfabrikanters rettigheder og pligter til at gribe ind, hvor der kan reddes liv - også selvom potentielle kunder ender med at fravælge Volvo, skriver Volvo.

Se også: Bilers sikkerhedssystemer melder ikke om fejl: - Det er bekymrende

503 kommentarer
Vis kommentarer