Nu kan lastbiler lade op under kørslen i Tyskland

De tyske myndigheder har åbnet den første motorvejsstrækning, hvor hybridlastbiler kan lade op undervejs

Forsøget med rullende opladning på tyske motorveje strækker sig frem til 2022. Foto: Siemens
Forsøget med rullende opladning på tyske motorveje strækker sig frem til 2022. Foto: Siemens

Rækkeviddeangst, mangel på ladestandere og lang opladningstid er altsammen udfordringer, som stadig spøger i kulissen hos elbilerne.

I Tyskland har man nu åbnet en motorvejsstrækning med en alternativ løsning: Over 10 kilometer vejbane har man lagt højspændingsledninger, der gør det muligt for hybrid- og eldrevne lastbiler at lade deres batterier op under kørslen.

Systemet er udviklet sammen med teknologigiganten Siemens og opsat på en motorvej ved Frankfurt. Det skriver Business Insider.

Mange penge at spare
Løsningen minder en del om den, man finder på mange tog. Den kræver eksempelvis, at lastbilen har installeret to gribearme på taget, der kan løfte sig op og berøre ledningerne.

For at opnå bedst mulig opladning skal chaufføreren holde lastbilen under 90 km/t., men han eller hun må til gengæld gerne slingre lidt - gribearmen er indrettet, så den til en vis grad kan svinge med bilen. Lægger man an til en overhaling, vil armene bryde kontakten til ledningerne af sig selv.

Den særlige motorvejsstrækning har ifølge Business Insider kostet det tyske miljøministerium 105 mio. kroner at bygge, mens lastbilen, der kan bruge strækningen, har kostet 533 mio. kroner at udvikle.

Samme lastbil vil ifølge Siemens kunne spare brændstof til en værdi af 150.000 kroner, hvis den kører 100.000 kilometer på den elektrificerede vejstrækning frem for en almindelig motorvej.

Se også: Ny elbil udsolgt på fem dage i Danmark: Købere kender ikke design og pris

Elektrificerer flere veje
Muligheden for opladning under kørslen skal testes på motorvejen ved Frankfurt frem til 2022. Herefter vil man ifølge Business Insider tage stilling til, om det er en god idé at videreføre løsningen.

De tyske myndigheder er dog allerede i gang med at elektrificere to motorvejsstrækninger mere, der ligger i henholdsvis Schleswig-Holstein og Baden-Württemberg. Også de skal indgå i det tyske forsøg.

Tyskland er ikke ene om at teste mulighederne for rullende batteriopladning. I Sverige åbnede man sidste forår en to kilometer lang vej med strømførende skinner ved Stockholm, og i USA er Siemens' løsning også blevet testet.

Se også: Nu kan svenskerne lade elbilen op, mens de kører

39 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere