Britiske Aston Martin er i fuld gang med udviklingen af en ekstrem hyperbil, som på mange måder er noget af det tætteste, man kan komme på en ægte racerbil, der må køres på vejene.
Hidtil har Aston Martin som udgangspunkt testet prototype-udgaver af Valkyrie på racerbanen Silverstone, men nu har et eksemplar af Valkyrie for første gang kørt på offentlig vej.
Det skriver Motor1.com.
Modellen udvikles i et samarbejde mellem Aston Martin og Red Bull Racing, og målet er at bygge bane-optimeret bil, som samtidig kan køre på offentlig vej.
Sælger Ferrari til 38 millioner: Kan kun købes online
Artiklen fortsætter under billedet ...
Få bliver bygget
I alt vil der blive bygget 150 eksemplarer af den ekstreme gadebil, som er udstyret med en 6,5-liters V12-motor fra Cosworth. Motoren kan snurre med helt op til 11.000 omdrejninger i minuttet. Dertil kommer et elektrisk system, som kan opsamle bremseenergi, og som giver bilen yderligere 160 hk. I alt har Valkyrie 1160 hk, som spiller sammen med en syv-trins gearkasse med skiftepaler.
Valkyrie-motoren kan ifølge motorfabrikken Cosworth kun holde til at køre omkring 100.000 kilometer.
- Det er ikke, fordi vi forventer, at motoren sprænger i luften efter 100.000 kilometer, men nogle af komponenterne vil være nedslidte, har Bruce Wood, der er administrerende direktør hos den britiske motorfabrik Cosworth, tidligere fortalt mediet Road & Track.
Bilen kan accelerere fra 0-100 km/t på 2,5 sekunder, og man skal nok forvente, at meget få gadegodkendte biler vil kunne følge med Valkyrie på en racerbane. Prisen bliver angiveligt omkring 22 millioner kroner, vel at mærke uden afgifter og moms.