Nu kommer ekstremt billig elbil til Danmark

Citroën hiver den mikroskopiske Ami til Danmark, og prisen begynder ved 80.000 kr.

Her ses det minimalistiske interiør i modellen, Ami, der betyder 'ven' på fransk. Foto: Citroën
Her ses det minimalistiske interiør i modellen, Ami, der betyder 'ven' på fransk. Foto: Citroën

Hvis du gerne vil køre elektrisk bil til en lav pris, har Citroën nu en særlig nyhed på vej. Den franske bilproducent har nemlig besluttet at hive den lille Ami til Danmark.

Der er tale om en kompakt elbil, som kan købes til en pris fra 80.000 kr.

Det skriver FDM.

At betegne Ami som en bil giver måske i virkeligheden ikke det fulde billede af, hvad man får for sine 80.000 kr.

Ami er så lille, at der kun er plads til to personer, og desuden er topfarten begrænset til 45 km/t. Rækkevidden på en opladning er desuden blot 70 km. Den 2,5 meter lange franskmand vejer kun 425 kilo.

Derfor giver det næsten sig selv, at Citroën Ami er tiltænkt som en bil til bykørsel og delebilsordninger.

- Fællesnævneren blandt alle fremtidige brugere vil ikke være deres køn, alder, sociale forhold, bopæl eller uddannelsesniveau, men snarere deres behov for mobilitet. Jeg taler om behovet for en løsning til hyppige ture, korte afstande - en løsning, der er enkel og nem at få adgang til og bruge. Jeg taler om en meget overkommelig og moderne elektrisk løsning. Ami er den perfekte løsning til at imødekomme disse behov, siger Michel Costa, som er markedsundersøgelseschef i Citroën, i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Citroën Ami hører hjemme i byen, for topfarten er 45 km/t. Foto: Citroën
Citroën Ami hører hjemme i byen, for topfarten er 45 km/t. Foto: Citroën
 

Kommer i to eksemplarer
Ifølge FDM har der været stor interesse fra europæiske forbrugere i forhold til Ami-modellen, og i forlængelse af det forventer den danske Citroën-importer, at mange danskere vil være interesseret i elbilen.

Indledningsvis kommer Ami til landet i blot to eksemplarer, som skal bruges til tests og præsentation. Først når fabrikken er klar med et større antal eksemplarer, kommer der flere til Danmark, skriver FDM.