Nu kommer prisvenlig bil til storfamilien

Dacia er klar med en ny syv-personers model

Der er plads til syv på tre sæderækker i den nye Dacia Jogger. Foto: Dacia
Der er plads til syv på tre sæderækker i den nye Dacia Jogger. Foto: Dacia

Var du en af dem, der var vilde med den nu udgåede Dacia Logan MCV og modellen Dacia Lodgy, fordi de tilbød god plads til mange personer til overskuelige priser, er der gode nyheder.

Dacia har nemlig offentliggjort planerne om at lancere en ny model, som skal tilbyde kunderne stor praktikalitet og plads til op til syv personer til lave priser.

Dacia Jogger hedder den nye model, som skal ses som en slags sammensmeltning af Logan MCV og Lodgy, hvorfor der altså bliver tale om en blanding mellem en SUV og en MPV.

Jogger bliver en 4,55 meter lang model med en akselafstand på 2,9 meter og en frihøjde på 200 mm.

Bilen er bygget til at kunne rumme op til syv personer, og de to bagerste sæder er individuelle og kan foldes op eller tages helt ud. Gør man det, har man plads til 708 liter bagage.

Èn motor fra start
Når Jogger kommer til Danmark, kan den fra begyndelsen kun fås med én motor. Der er tale om en 110 hk benzinmotor, som er koblet sammen med en seks-trins manuel gearkasse.

Et års tid efter lanceringen suppleres denne motor med en 1,6 liters 140 hk hybridmotor, som kendes fra den nye Renault Clio og den spritnye Renault Arkana.

Dacia Jogger kommer til Danmark til februar næste år. Endnu er der ikke danske priser på Dacia Jogger, men de forventes at være klar i slutningen af november.

Et forsigtigt gæt vil være en startpris omkring 170.000 kr.

Dacia Jogger er den fjerde nye bil i år fra Dacia.

Frihøjden er på 200 mm, så Jogger kan godt køre en smule offroad. Foto: Dacia
Frihøjden er på 200 mm, så Jogger kan godt køre en smule offroad. Foto: Dacia

Med kun forreste sæderække i brug kan Jogger klare op til 1819 liter bagage i bag. Foto: Dacia
Med kun forreste sæderække i brug kan Jogger klare op til 1819 liter bagage i bag. Foto: Dacia

Den kan fås med Apple Carplay og Android Auto. Foto: Dacia
Den kan fås med Apple Carplay og Android Auto. Foto: Dacia

På tagrælingen kan Jogger klare op til 80 kg. Foto: Dacia
På tagrælingen kan Jogger klare op til 80 kg. Foto: Dacia