Nu rammer Trumps handelskrig: Luksusmærker sætter priserne op

Kinesiske kunder skal nu betale mere for to af BMW's SUV-modeller, der bliver bygget i USA

De øgede omkostninger ved at eksportere BMW X5 til Kina betyder, at producenten hæver prisen til 682.000 kroner i Kina. Foto: BMW
De øgede omkostninger ved at eksportere BMW X5 til Kina betyder, at producenten hæver prisen til 682.000 kroner i Kina. Foto: BMW

Kinesiske bilentusiaster med godt øje til de store firehjulstrækkere fra BMW skal til at punge mere ud for at gøre drømmen om en af bilerne til virkelighed. Det er et resultat af handelskrigen mellem USA og Kina, der foreløbigt har ført til at, at begge lande har lagt 25 procent ekstra told på varer fra deres modpart.

I stedet for at betale 15 procent i told for at eksportere en bil til Kina skal bilproducenterne nu betale 40 procent, og det rammer blandt andet BMW's X5- og X6-modeller, der bygges i South Carolina, USA.

De øgede omkostninger betyder ifølge Reuters, at den tyske producent fra og med mandag øger priserne på de to biler med mellem fire og syv procent afhængigt af modellen.

Dermed følger BMW i hælene på Mercedes-Benz, der bygger SUV-modellen GLE i Alabama, USA, og ikke mindst elbilproducenten Tesla. Begge producenter har også sat deres kinesiske priser op som følge af handelskrigen.

Se også: Her kan man snart tage en selvkørende taxa i supermarkedet

USA kan miste bilproduktion
Ifølge mediet The Drive bliver en tredjedel af alle BMW'er, der bygges i USA, eksporteret til Kina, og landet udgør tilmed bilproducentens største eksportmarked. Også Mercedes-Benz og Tesla har meget på spil, og det store spørgsmål er derfor nu, om prishoppet vil få betydning for salget.

Hvis det er tilfældet, kan det nemlig meget vel få bilproducenterne til at lægge deres produktion uden for USA. Det spår John Zeng, der er administrerende direktør i analysebureauet LMC Automotive.

- Hvis BMW og Mercedes ser, at prisstigningen får indflydelse på deres salg, så vil de flytte deres produktionssted, siger han til Bloomberg.

Ifølge mediet har bilproducenterne allerede øget indsatset for at bygge flere biler lokalt i Kina. Tesla er ved at planlægge en fabrik nær Shanghai, mens BMW arbejder for at få lov at overtage aktiemajoriteten i BMW Brilliance, der står for at bygge BMW-modeller i Kina.

Se også: Stor tysk motorvej forsvandt i mosen: 'Alle ville have en hurtig løsning'

81 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere