Nu skal bilejere overveje dette

Det er ved at være tid til, at man skal gøre klar til at få vinterdæk på bilen

Inden længe skal man have sat vinterdæk på bilen. Arkivfoto: Finn Frandsen
Inden længe skal man have sat vinterdæk på bilen. Arkivfoto: Finn Frandsen

Det er nu officielt vinter - i hvert fald hvis man spørger Vejdirektoratet. Natten til onsdag 13. oktober blev en af Vejdirektoratets saltbiler nemlig sendt på vejene for første gang i denne kolde sæson, og ligesom sidste år - og året før - var det Svingbroen over Næstved Kanal, der fik den første dosis salt.

Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Det har ellers indtil videre været en mild oktober, men natten til i onsdag kom der en koldfront ind over landet, som gjorde det nødvendigt for Vejdirektoratet at salte.

Når vinteren sætter ind, øger det kravene til trafikanternes opmærksomhed, ikke mindst hvis man skal ud at køre i de tidlige morgentimer.

At temperaturen nu falder betyder også, at bilejere skal til at overveje, om det er tid til at få sat vinterdækkene på bilen.

Færdselspolitiet anbefaler, at bilister kører med vinterdæk, når vejtemperaturen falder til under syv grader.

Ikke lovpligtigt
I Danmark er det ikke lovpligtigt at montere vinterdæk på bilen, så i princippet må man gerne køre på sommerdæk hele året rundt.

Mange tests og uvildige undersøgelser har dog vist, at det er langt mere sikkert at køre med vinterdæk om vinteren og sommerdæk om sommeren, da de specifikke dæktyper er bedre til at klare de vejrmæssige udfordringer, den enkelte sæson kan byde på.

FDM anbefaler bilister at gå efter vinterdæk, som udover at være fornuftige, hvis der er frost og sne, også klarer sig godt på våde veje, da danske vintre ofte er mere våde end hvide.

Se testen over de bedste vinterdæk